Når årets jubilæumsudgave af Aarhus Festuge er løbet af stablen, kommer der et vagtskifte på direktørposten. Det bliver en herre med stor erfaring inden for teaterverdenen, der tager over.
Den 29. august lyder startskuddet til Aarhus Festuge.
Årets festival, der over ti dage byder på mere end tusind arrangementer, bliver på flere måder en særlig en af slagsen.
Ikke nok med at Aarhus Festuge i år kan fejre 60-års jubilæum, så markerer årets udgave også enden på en æra.
Rikke Øxner stopper efter et årti som direktør for Festugen, og hendes afløser fra den 1. oktober er allerede fundet.
Valget er faldet på Jakob Tekla Jørgensen, der igennem mange år har bestridt flere topposter inden for teaterverdenen.
Senest har han været direktør for Kolding Egnsteater.
Et drømmejob
Den nye mand med ansvaret for Aarhus Festuge beskriver selv sin nye stilling som et ‘drømmejob’.
“Jeg er både beæret og begejstret over at skulle stå i spidsen for Aarhus Festuge. Aarhus er min by. Jeg kender dens puls, dens sprækker og dens poesi – og jeg glæder mig til at samle byen om uforglemmelige øjeblikke,” siger Jakob Tekla Jørgensen i en pressemeddelelse.
Og begejstringen bliver gengældt af Festugens bestyrelse:
“Jakob er en kulturentreprenør, som både kommer med en solid faglig ballast og et stort kendskab til Aarhus og til Festugens historie. Med summen af hans brede erfaring samt skæve og krøllede ideer, er jeg sikker på, at vi har fundet den helt rigtige til at fortsætte Festugens udvikling, så vi også fremover kommer til at opleve overraskende markeringer og spektakulære signaturøjeblikke – til glæde for aarhusianerne og alle byens gæster. Jeg ser frem til samarbejdet,” siger Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus Kommune og bestyrelsesforperson for Aarhus Festuge.
Fra den 1. oktober skal Jakob Tekla Jørgensen altså i gang med at udforme visionen for næste års Festuge. Men inden da løber årets udgave af stablen fra den 29. august til den 7. september.
Du kan finde programmet for Aarhus Festuge på eventets hjemmeside.