Er der direkte militærtrussel mod Danmark? Nu svarer forsvarsministeren

Forsvarsministeren siger, at natten begivenheder er et hybridt angreb mod Danmark

Den seneste droneaktivitet over Danmark er ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) et hybridt angreb.

En “professionel aktør” står bag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

– Der er fortsat ingen direkte militær trussel mod Danmark, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde i Forsvarsministeriet.

Forsvarsministeren har torsdag morgen holdt møde med justitsministeren, rigspolitichefen og forsvarschefen.

De har drøftet nattens observationer af droneaktivitet ved lufthavne og militære områder.

Det er kun to dage siden, at der blev observeret droneaktivitet i Københavns Lufthavn, mandag aften, da man nedlukkede luftrummet i nogle timer.

I ingen af tilfældene har man fået fat i dronerne. Man har heller ikke skudt dem ned.

– Der er tale om det, som jeg vil definere som et hybridt angreb, siger forsvarsministeren.

Regeringen og myndighederne har fortsat ingen forklaring på, hvem der står bag.

– Koblingen direkte til Rusland har vi ikke belæg for at lave, siger Troels Lund Poulsen.

Forsvarsministeren lægger vægt på, at de mange observationer af droner over hele landet er sket næsten samtidig. Det er “systematisk”, og derfor er det en “professionel aktør”, som står bag.

Det havde ifølge forsvarschef Michael Hyldgaard været muligt at skyde dronerne ned, men man besluttede ikke at gøre det.

Det var et hensyn til mulige uhensigtsmæssige følger af at skyde dronerne ned.

At skyde en drone ned kan ifølge forsvarsministeren ikke sammenlignes med at nedskyde en “gås”, og der er ikke tale om en “Fætter BR-drone”.

– Hvis man skal neutralisere en drone, hvor falder den så ned? Hvis man neutralisere en drone på en forkerte måde, så kommer vi til at have en diskusson, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/