Er demokratiet i fare?

Christiansborg - Energistyrelsen

Danmark har et velfungerende demokrati. Alligevel peger forskningsresultater på, at billedet ikke er så rosenrødt

Magtudredningen 2.0

I 2022 besluttede Folketinget, at der skulle laves en række analyser af magtens fordeling i Danmark.
Planen er, at projektet skal kulminere i 2028 med en slutrapport, der samler forskningsledelsens endelige konklusioner. Undervejs vil der blive udgivet i alt 45 bøger, som løbende formidler projektets indsigter.

Projektet undersøger tre hovedtemaer: mediernes udvikling, folkestyrets institutioner og borgernes demokratiske deltagelse. Målet er at styrke demokratiet ved at give både politikere og offentlighed ny indsigt i, hvordan magten fungerer i dag.

Trods at Danmark stadig ligger i toppen som et af verdens mindst korrupte lande, peger forskningsresultaterne på, at billedet ikke er så rosenrødt, som vi måske går og tror.

Demokratiet er ikke så stærkt, som vi tror

Analysen har hidtil vist, at demokratiet er sårbart. Borgernes politiske engagement falder, og mange føler sig afkoblet fra beslutningsprocesserne. Den offentlige samtale svækkes af sociale mediers algoritmer, og de politiske beslutningsgange bliver stadig mere uigennemsigtige.

Samtidig afslører Magtudredningen 2.0, at flere centrale institutioner i demokratiet hviler på uskrevne normer i stedet for solide, formelle rammer. Det gør demokratiet skrøbeligt over for både indre og ydre trusler – som vi allerede ser i lande som Ukraine og USA.

Usynlig magt i kulissen

En vigtig del af magtudredningen handler om de skjulte magtstrukturer. Det viser en udsendelse i Deadline på DRTV.

I udsendelsen fremhæver sociolog og magtforsker Sarah Steinitz, hvordan lobbyister og kommunikationsfolk i stigende grad påvirker politik bag kulisserne.

Særligt interesseorganisationer, der benytter sig af den såkaldte “svingdør” – altså ansættelser af tidligere politikere eller embedsmænd med stærke netværk – får en central rolle i magteliten.

Steinitz mener, at Danmark generelt har et stærkt demokrati, men vi er blevet for gode til at klappe os selv på skulderen. Vi bør se mere kritisk på donationer, gennemsigtighed og lobbyisme, hvis vi vil bevare og styrke demokratiet fremover.

Fokus på korruption for at pleje demokratiet

Dansk Industri (DI) har tidligere advaret om, at kampen mod korruption er vigtigere end nogensinde.

I en pressemeddelelse fra februar forklarer underdirektør Marie Gad, at vi stadig skal have fokus på at bekæmpe korruption. Begrundelsen er, at korruption stortrives i usikre tider.

“Et samfund fri for korruption er afgørende både for dansk erhvervslivs muligheder for at agere smidigt og hurtigt for at bevare og forbedre dansk konkurrenceevne. I en tid, hvor verden er under drastisk forandring, er det vigtigt, at vi har fokus på at fastholde den position ved blandt andet at styrke det allerede velfungerende samarbejde mellem virksomheder og myndigheder,” siger Marie Gad.

En åben debat er nødvendig

Magtudredningen 2.0 munder ud i en slutrapport i 2028, men allerede nu er det klart, at det danske demokrati ikke kan tages for givet. Der skal tænkes nyt, og der skal være plads til kritisk debat.

Politiet ransager bil nær Bella Sky