Enorm triumf for dansk badminton

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Alexandra Bøje og Mathias Christiansen blev begge rørte efter Indonesia Open-sejren og fire intense uger.

Badmintonparret Alexandra Bøje og Mathias Christiansen var begge rørte, efter at de sikrede karrierens største triumf ved Indonesia Open.

Efter at have misset tre matchbolde i træk kom forløsningen endelig i fjerde forsøg for den danske mixeddouble, som vandt finalen i to sæt over kineserne Cheng Xing og Zhang Chi.

Følelserne efter sejren i Super 1000-finalen kom også som følge af “akkumuleret træthed” efter fire intense uger med badminton.

Det fortæller Mathias Christiansen efter kampen til TV 2 Sport.

– Én ting er det fysiske. Det er, hvad det er. Det kan vi holde til, men det er hårdt mentalt at være klar igen og hele tiden møde verdensklassemodstand kamp efter kamp.

– Det er også en mental hård opgave hele tiden at skulle omstille sig og være klar på nye ting, siger han til mediet.

Danskernes hårde periode med et væld af kampe skyldes ikke mindst den store succes.

I maj vandt Christiansen og Bøje både Super 500-turneringen i Thailand og Super 750-turneringen i Singapore.

Imellem de to turneringer nåede danskerne semifinalen i Malaysia Masters. Her tabte duoen sin eneste kamp siden slutningen af marts.

Christiansen og Bøje, der også danner par privat, får en pæn pengepræmie med fra søndagens triumf i Indonesien.

Tilsammen modtager de 107.300 dollar, hvilket svarer til knap 700.000 kroner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce