Et af de helt varme politiske emner lige nu er, om gevinster ved salg af bolig skal beskattes.
Debatten om vilde boliggevinster er i den grad blusset op.
Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at “der er noget galt, når nogen er blevet rige, alene fordi de bor det rigtige sted”. Om ordene fører til konkret politik, har hun ikke selv meldt klart ud. I går afviste finansminister Nicolai Wammen dog over for Ritzau, at Socialdemokratiet vil ændre boligskatterne.
I Moderaterne diskuteres emnet også.
Så sent som tirsdag delte Lars Løkke Rasmussen tre Word-dokumenter på LinkedIn, hvor blandt andet udenrigsministerens tanker om boligskat og et forslag til en konkret model blev præsenteret. Han understregede dog flere gange, at partiet ikke kommer “til at pille en tøddel ved eksisterende friværdi!”
Til TV 2 fortæller Venstres næstformand og økonomiminister, Stephanie Lose, at “Venstre er imod, at boligejerne skal betale mere i skat.”
Det samme gælder Det Konservative Folkeparti. Partiformand Mona Juul fortæller til samme medie, at partiet går til valg på et “boligskattestop”.
Hos Enhedslisten er holdningen en anden.
Partiet er nemlig ude med et konkret forslag til en ny boligskat. De foreslår topskat på de helt store boliggevinster.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi betaler skat af vores løn. Af overarbejdstimerne. Af weekendarbejdet. Men tjener man millioner på at sælge sin ejerlejlighed i København eller sin strandvejsvilla nord for København, så er gevinsten skattefri. Det er ikke fair. Det er ikke rimeligt. Og derfor præsenterer vi i dag et forslag om en moderat topskat på 15 procent på de aller største boliggevinster,” skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, i et opslag på Facebook.
Topskatten skal gælde den del af boliggevinsten, som ligger over én million kroner, men kan udskydes, hvis pengene skal bruges til at købe en ny bolig. De ekstra penge i statskassen skal ifølge partiet bruges på “bedre vilkår i landdistrikterne” og finansiering af “nye betalbare almene boliger”.

