Endnu et fly er styrtet ned i USA: Lille barn blandt de dræbte

Breaking

Ambulancefly med barn om bord er styrtet ned i Philadelphia

Et ambulancefly med seks personer om bord – heriblandt et barn – er styrtet ned i byen Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania.

Det oplyser Jet Rescue Air Ambulance, som står for ambulanceflyvninger i USA og driver ambulanceflyet. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Barnet, der er patient, hendes mor samt fire besætningsmedlemmer var om bord på flyet, siger Shai Gold, der er talsperson for Jet Rescue Air Ambulance.

– Når en hændelse som denne finder sted, er det både chokerende og uventet, lyder det.

– Ale flyene bliver vedligeholdt, og der bliver ikke sparet på noget, fordi vi ved, at vores opgave er så vigtig.

Barnet havde i Philadelphia modtaget behandling for en livstruende sygdom og skulle transporteres hjem til Mexico, oplyser Shai Gold. Efter et stop i Missouri var den endelige destination Tijuana i Mexico.

Tidligere på natten lød det fra den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, at to personer var om bord på flyet. Senere på natten lød meldingen, at der var tale om seks personer.

Byens borgmester, Cherelle Parker, afholdt et pressemøde omkring klokken 02.30 dansk tid, skriver CBS News.

– Et luftfartøj styrtede ned i området ved Roosevelt-indkøbscentret på Cottman Avenue. Dette skete kort efter klokken 18 i dag (midnat dansk tid, red.).

– Lige nu har vi intet tal på dødsfaldene. Vi opfordrer folk til at holde sig væk fra området, siger hun.

Videoer fra CBS News viser flyet styrte ned, hvorefter der er en eksplosion med flammer og røg på himlen.

Klokken 04.30 dansk tid er der ingen oplysninger om, hvad der førte til flystyrtet, ligesom de seks personers tilstand heller ikke er oplyst.

Politiet oplyser til CBS News, at der er flere sårede på jorden.

Beredskabspersonale forsøger at slukke brandene ved indkøbscenteret, skriver AFP.

Politiet og beredskabet er ikke umiddelbart vendt tilbage på AFP’s henvendelser.

USA’s præsident, Donald Trump, udtrykker på sit sociale medie, Truth Social, kondolencer i forbindelse med flystyrtet.

– Jeg er så ked af at se flyet styrte ned i Philadelphia i Pennsylvania. Flere uskyldige sjæle er gået tabt, skriver han.

Flystyrtet sker, blot et par dage efter at en militærhelikopter kolliderede med et passagerfly over Potomac-floden i Washington D.C.

Der var 64 personer om bord på flyet og tre personer i helikopteren, og ingen personer overlevede ulykken.