Beskæftigelsesministeren vil give kommunerne mere frihed i arbejdet med at få ledige i job.
Samtaler med kommunen og a-kassen for ledige gavner nogle, men er så bundet af regler, at mange uden behov for samtalerne tvinges igennem.
Det mener beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek, der har fremsat et lovforslag, der ‘frisætter og forenkler’ beskæftigelsesindsatsen. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Lovforslaget skal give kommuner og a-kasser større frihed til at målrette samtaler til de ledige, der har mest gavn af dem. De kan blandt andet vælge at skrotte samtaler med 25 procent af de ledige, der står tæt på arbejdsmarkedet.
Også 70.000 sygemeldte med et job at vende tilbage til skal ikke længere til samtaler hos kommunen.
Samtidig vil regeringen afskaffe en række ordninger som ressourceforløb og revalidering, mens det skærpede tilsyn med kommunernes opfyldelse af proceskrav også afskaffes.
Ifølge beskæftigelsesministeren er reglerne blevet så komplekse, at det nu er tid til forenkling.
“Vi politikere på Christiansborg har gennem årene skabt en jungle af uendelige regler og bureaukrati. Vi har nået grænsen. Nu laver vi danmarkshistoriens største forenkling, så medarbejdere i kommuner og a-kasser kan bruge mere tid på at hjælpe ledige i arbejde frem for at udfylde skemaer og klikke af i bokse,” siger Kaare Dybvad.
‘Nu stopper vi regeltyranniet’
Lovforslaget udspringer af den aftale om en reform af beskæftigelsesindsatsen, der blev indgået i april 2025 mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Reformen skal skabe et mere værdigt system, ifølge daværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
“Vi laver danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsesindsatsen og skaber en ny og mere værdig indsats, der skal hjælpe ledige i arbejde. Vores beskæftigelsessystem har over årtier vokset sig til et tyranni af regler, kontrol og mistænkeliggørelse. Hver gang vi politikere har villet løse et problem, er der blevet bygget på med nye snørklede regler og mere kontrol. Nu stopper vi regeltyranniet og bygger et enklere system op, som borgerne vil opleve som mere værdigt,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse i forbindelse med præsentationen af aftalen.
Aftalen fra dengang sigtede på at afskaffe ca. 500.000 samtaler med kommuner og a-kasser. Det skal det nye lovforslag nu realisere.
I Danmark er der 88.464 ledige, ifølge Danmarks Statistik. Det svarer til en ledighedsprocent på 2,9 procent.