Indehaveren af en Shell-tankstation skal en tur i retten.
Det er sjældent, at et salg af en enkelt Bacardi Breezer fører til et retssag. Men det er tilfældet tirsdag.
Her skal en indehaver af en Shell-tankstation i Ringkøbing møde op i retten i Herning.
Sagen stammer fra august sidste år, hvor en ung fyr kom op til kassen på tankstationen med en Bacardi Breezer i hånden, som han gerne ville købe. Det fik han lov til.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Så klappede fælden for indehaver Michael Redder.
Bag den unge fyr stod en medarbejder fra Sikkerhedsstyrelsen, og han var klar til at stange en bøde ud. Den unge fyr var nemlig en såkaldt børneagent, der bliver brugt til at afprøve, om butikker og forretninger overholder reglerne for salg af alkohol.
Bøden lyder på 10.000 kroner, men det er ikke det, som irriterer Shell-indehaveren mest.
‘Jeg synes ikke, det foregår på en reel måde. De kommer, når der er mest travlt, og jeg er alene og vil bare gerne servicere,’ siger ejeren til TV Midtvest.
Michael Redder har valgt ikke at betale bøden, og derfor skal han nu i retten, hvor han foreslår, at bøden skal være på 2.000 kroner.