Elbiler slipper for afgift: Forskere i opråb

Elbiler vægtafgift
Illustrationsfoto.

Elbiler bør ikke længere være undtaget fra at betale afgifter. Faktisk kan en afgift baseret på køretøjets vægt, ligesom den tidligere danske vægtafgift, være en langt mere retfærdig løsning. Det mener britiske forskere, som argumenterer for, at vægten er en bedre indikator for bilens samlede miljøpåvirkning end CO2-udledning.

I deres nye bog, Critical Mass, fremhæver professor Felix Leach og seniorforsker Nick Molden, at det nuværende afgiftssystem giver en fordel til de tunge elbiler. Lettere dieselbiler ender derimod med at blive straffet økonomisk. De påpeger, at en vægtafgift kunne rette op på netop den skævhed og skabe et mere fair system.

“Bilens vægt er en overraskende god gennemsnitsindikator for de samlede emissioner, herunder drivhusgasser, luftforurening, støj, sikkerhed og påvirkning af infrastruktur,” udtaler de i bogen.

Ifølge Leach og Molden kan forbrugerne bruge den oplysning til at træffe bedre beslutninger. Det gælder særligt i forhold til bilkøb – uden at blive påvirket af forudindtaget (biased) information fra industrien, skriver de.

Forskernes idé er, at vægtafgiften beregnes ved at gange bilens egenvægt med den årlige kørte distance. Det ville give et klart billede af bilens samlede klimapåvirkning. Det ville også gøre det muligt at udregne en mere præcis afgift, skriver Boosted om bogen.

Elbiler ikke emissionsfrie

Selvom elbiler ikke udleder CO2 under kørsel, er de langt fra emissionsfrie. Produktionen af elbiler, og især batterierne, medfører markante CO2-udledninger. Desuden vejer elbiler i gennemsnit 40 procent mere end konventionelle benzin- og dieselbiler. Det betyder, at de kræver større batterier og mere materialeforbrug. Derudover øger de slid på veje og dæk.

Forskernes forslag om en vægtafgift kunne også føre til, at forbrugerne vælger lettere biler og kører mindre, da det potentielt ville føre til lavere afgifter. “Ved at købe en bil, der vejer 150 kilo mindre end gennemsnittet, kan du spare omkring 800 kroner,” skriver de.

Alternativt kan man opnå den samme besparelse ved at køre 1.600 kilometer mindre om året. For mange vil det dog formentlig være lettere at vælge en lettere bil end at reducere kørselsbehovet.

Elbilerne og vægtafgift

En vægtafgift kunne dermed skabe et mere balanceret afgiftssystem, hvor alle biler bliver beskattet efter deres samlede miljøbelastnin. Det gælder både i forhold til produktionen og deres indvirkning på veje og infrastruktur. I dag favoriserer det nuværende system elbiler ifølge forskerne, selvom de altså stadig medfører en betydelig miljøpåvirkning gennem deres produktion og større vægt.

I flere Facebook-grupper omtales de nye fotovogne. Og folk er forvirrede. Det hele skyldes en ny vejafgift. Bliv klogere på den her.