Joey Valence & Brae har på kort tid opnået stor international succes. Nu giver de deres største danske koncert nogensinde.
Joseph Bertolino og Braedan Lugue var ikke engang født, da Beastie Boys havde deres storhedstid i slut-80’erne og start-90’erne.
Men da de to kammerater begyndte at lave musik sammen som Joey Valence & Brae, var det alligevel med den ikoniske hiphopgruppe som det primære forbillede.
Man hører tydeligt inspirationen i punkattituden og oldschool-æstetikken. Men Joey Valence & Brae har formået at putte deres eget spin på den klassiske hiphoplyd med et tekst- og lydunivers, der taler lige ind i den digitale tidsalder.
De har netop udgivet deres tredje album på tre år, og nu besøger de også Danmark for tredje gang på næsten lige så kort tid – denne gang med deres største danske show til dato.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra kollegieværelset til international berømmelse
Joey Valence & Brae mødte hinanden under deres første år på Pennsylvania State University, hvor de blev venner og begyndte at lave musik sammen.
De udgav deres første single ‘Crank It Up’ i 2021, og siden har de sjældent stået stille.
Tre album og én EP er det allerede blevet til for de to kammerater, der på kort tid både har modtaget stor ros fra anmeldere og erhvervet sig en gedigen fanskare.
Det kan godt være, at Joey Valence & Brae musikalsk er inspireret af Beastie Boys’ ikoniske råberap, men promoveringsmetoden er en ganske anden end i det forrige århundrede.
En stor del af duoens lyttere har sandsynligvis stødt på dem via det sociale medie TikTok. Her er sange som ‘Double Jump’, ‘Hooligang’ og ‘Punk Tactics’ gået viralt.
Den virale succes har i den grad sat skub i den unge karriere. På få år har Joey Valence & Brae allerede spillet på ‘The Ellen DeGeneres Show’, samarbejdet med store rappere som Danny Brown og JPEGMafia og skrevet pladekontrakt med legendariske RCA Records.
Med den nye plade ‘Hyperyouth’ – deres første på RCA – har de endnu en gang udviklet deres lyd. Denne gang inddrager de i højere grad indflydelser fra 00’ernes poprap a la The Neptunes, og det har kastet anmelderros af sig.
I forbindelse med udgivelsen af den nye plade har de begivet sig ud på en stor verdensturné. Den 24. maj 2026 kommer den turné forbi Store VEGA, hvor de spiller deres største koncert nogensinde på dansk jord.
Billetsalget starter fredag d. 14. november kl. 10 via billetlugen.dk.