Vismændene giver fagbevægelsen et markant rygstød i debatten om fremtidens arbejdsmarked.
Midt i forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag får fagbevægelsen nu markant støtte fra de økonomiske vismænd.
En ny rapport konkluderer, at stærke fagforeninger og høj organisering ikke bare løfter lønnen, men også styrker både produktivitet og beskæftigelse i Danmark.
Det skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.
Hos Dansk Metal mener man derfor, at rapporten bør få direkte betydning for de politiske forhandlinger på Christiansborg.
“Vismændene dokumenterer sort på hvidt, at de overenskomstbærende fagforeninger er en stor fordel for Danmark. Det er den bedste måde at sikre, at arbejdet bliver udført på danske løn og arbejdsvilkår, og samtidig medvirker en høj organisering til, at virksomhederne bliver presset til at investere mere i teknologi og produktivitet, fordi virksomhederne ikke bare kan dumpe lønnen. Det er helt oplagt at tage den nye dokumentation direkte med ind i regeringsforhandlingerne,” siger forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen.
Ifølge rapporten bidrager fagforeningerne til at forhindre virksomheder i at holde lønninger kunstigt nede.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig bliver virksomhederne presset til at investere mere i teknologi og effektivisering, når de ikke kan konkurrere på lave lønninger alene.
Vismændene peger også på, at tidligere politiske indgreb har svækket organiseringen på arbejdsmarkedet.
Styrken i den danske model
Særligt loftet over skattefradrag for fagforeningskontingenter fremhæves som en faktor, der har reduceret medlemstallene og dermed påvirket både løn, produktivitet og beskæftigelse negativt.
Derfor anbefaler de økonomiske vismænd nu, at skattefradraget målrettes medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger. En idé Dansk Metal bakker op om.
Forbundet mener samtidig, at rapporten sender et vigtigt signal om styrken i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle i at regulere løn- og arbejdsvilkår.
Claus Jensen peger desuden på, at rapporten giver politikerne økonomisk råderum til store investeringer trods usikkerhed om fremtiden. Ifølge vismændene er dansk økonomi fortsat robust, og der er stadig plads til investeringer i både forsvar, klima og velfærd.
“Der er stadig et meget stort økonomisk råderum i Danmark. Det betyder, at vi både kan styrke forsvaret, investere i velfærd og holde hånden under den grønne omstilling,” siger Claus Jensen.
Samtidig retter Dansk Metal kritik mod forslag om differentieret fødevaremoms, som vismændene også stiller sig skeptiske overfor.
Ifølge forbundet risikerer modellen at skabe mere bureaukrati uden sikker effekt på priserne for forbrugerne.
I stedet mener Dansk Metal, at løsningen findes i investeringer i grøn energi, produktivitet og mere målrettet hjælp til familier, der er hårdt presset af stigende leveomkostninger.
Rapporten lander på et tidspunkt, hvor arbejdsmarked, økonomi og velfærd er blandt de centrale temaer i de igangværende regeringsforhandlinger.

