De første bøger fra Magtudredningen 2.0 slår alarm om voksende udfordringer i det danske demokrati. Sociale medier, politisk centralisering og faldende deltagelse svækker tilliden og samtalen i samfundet.
Kernen i det danske demokrati er stadig stærk – men der er tegn på alvorlig slitage. Det viser den første runde analyser fra Magtudredningen 2.0, som torsdag udkommer med tre bøger om tilstanden i det danske demokrati.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet, som står i spidsen for det store forskningsprojekt, der er bestilt af Folketinget og involverer over 200 danske forskere.
Ifølge forskningsleder Michael Bang Petersen, professor i statskundskab, er der god grund til at være bekymret:
“Behovet for at gå vores demokrati efter i sømmene og diskutere, hvordan vi kan styrke det, er i dag mere presserende, end jeg havde forestillet mig, da vi gik i gang med arbejdet,” udtaler han.
Sociale medier og svigtende fællesskaber
Magtudredningen peger blandt andet på, at den offentlige samtale i stigende grad påvirkes negativt af sociale mediers algoritmer, der fremmer konflikt og polarisering. Samtidig føler større grupper af borgere sig ikke som reelle medborgere, blandt andet som følge af stigende ulighed og manglende repræsentation.
Derudover har forskerne identificeret en tendens til øget centralisering i det politiske beslutningssystem og en voksende afhængighed af uformelle normer frem for formelle demokratiske spilleregler.
“Det er vigtigt, at vi tager udfordringerne for det danske demokrati alvorligt, hvis vi skal sikre, at det også er robust i fremtiden,” siger Michael Bang Petersen og tilføjer, at Danmark ikke kan se sig fri for de samme antidemokratiske tendenser, som man ser i lande som Ungarn og USA.
45 bøger frem mod 2028
De tre nye udgivelser markerer begyndelsen på en bogserie, der frem mod 2028 skal munde ud i en slutrapport. I alt planlægges 45 forskningsbaserede udgivelser, der både skal danne grundlag for debat og informere politiske beslutninger.
Ifølge forskerne er det afgørende, at analyserne løbende bliver mødt med offentlig debat og kritik. “Vi lægger vores foreløbige arbejde frem til offentlig debat, fordi vi har brug for input til, hvad vi overser,” lyder det fra Michael Bang Petersen.
Farvel til affaldssortering? Nu vil ny plan sende os tilbage til én spand