Sygdommen spås til at blive en af de største dræbere på verdensplan, men få ved, at de har den.
Mange sygdomme giver tydelige symptomer som smerter og ubehag. Kronisk nyresygdom er anderledes. Den udvikler sig langsomt og næsten uden mærkbare symptomer, mens kroppen gradvist mister vigtige funktioner.
Eksperter advarer om, at sygdommen kan blive en af de største dødsårsager i verden i de kommende årtier. Allerede i dag koster nyresygdomme 1,5 millioner liv hvert år globalt.
I Danmark vurderer Nyreforeningen, at 500.000–600.000 mennesker lever med kronisk nyresygdom, men kun en lille del ved det.
‘Der kan gå en hel del år, hvor sygdommen lever i det stille og ikke giver symptomer,’ siger Mads Hornum, professor i nyresygdomme på Rigshospitalet.
Når nyrefunktionen først er nedsat, kan den sjældent genoprettes. Samtidig stiger risikoen for hjerte-kar-sygdomme markant.
Sygdommen rammer socialt skævt. Et studie på Lolland-Falster viste, at 18 procent af voksne havde tegn på kronisk nyresygdom, mens tallet for resten af landet er omkring 10 procent. Langt de fleste havde ikke tidligere fået stillet diagnosen.
Kronisk nyresygdom kan opdages med simple blod- og urinprøver. Læger anbefaler især personer over 50 år samt dem med diabetes, forhøjet blodtryk eller hjertesygdom at blive undersøgt regelmæssigt.
Samtidig kan små, sunde vaner som sund kost, mindre salt, rygestop og regelmæssig kontrol af blodtrykket bremse sygdommens udvikling, hvis indsatsen kommer i tide.
‘Man bliver typisk ikke bare ramt af én sygdom, men flere,” siger Mads Hornum.
Tidlig opsporring gør derfor en stor forskel.
Voldsom snestorm på vej: ‘Går for alvor løs om formiddagen’
