Hunde kan have fejllæst ulves advarselssignaler og derefter omkommet i kamp, vurderer ulveforsker
To hunde, der formodes dræbt af ulv, kan være resultatet af kamp med revirhævdende ulve.
Det siger professor og ulveforsker Peter Sunde fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
– Ulve er territoriale og vil forsvare deres revirer. Hvis de møder en hund på deres revirer, vil ulvene signalere: “Skrub af”.
– Men hvis hunden ikke forstår det signal, risikerer hunden at blive angrebet og i værste fald dræbt, siger Peter Sunde.
De to hunde blev fundet døde henholdsvis syd for Ikast og syd for Ulfborg. Begge steder er velkendte ulveområder.
I begge tilfælde var der ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø tale om hunde, der var lukket ud om natten og kunne færdes frit.
Styrelsen vurderer, at mødet mellem hunde og ulv har været tilfældigt.
Problemet er ifølge Peter Sunde, at hunde ikke altid forstår ulvens signaler.
– Hunde har en adfærd, der på mange måder er meget hvalpet. De kan fejllæse ulvens signaler.
– Så selv om ulven signalerer, at hunden skal skrubbe af, så opfatter hunden det ikke og tror, at ulven vil lege, siger Peter Sunde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det vil ifølge professoren som regel ende fatalt for hunde at komme i karambolage med ulve.
Også i nabolandene Sverige og Norge er der hvert år hunde, der omkommer efter kamp mod ulve.
Det gode råd fra professoren er derfor, at hundeejere i ulveområder altid skal holde deres hunde under opsyn, særligt om natten.
– Man skal lade være med at lade hunde strejfe frit omkring, især fra solnedgang til solopgang, siger Peter Sunde.
Spørgsmål: Skal vi forvente at se flere ulvedræbte hunde, i takt med at antallet af ulve stiger?
– Det kommer jo an på hundeholdernes adfærd. Det overrasker mig lidt, at det åbenbart er en udbredt praksis at lade hunde strejfe rundt.
– Hvis man gør det, løber man en risiko, siger Peter Sunde.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø oplyser, at man vil “styrke kommunikationen om, hvordan man kan passe på sine hunde i områder med ulve”.
Ejerne af de dræbte hunde vil ifølge styrelsen modtage kompensation.
/ritzau/