Mai Mercado bliver sygemeldt på ubestemt tid, efter at hun fredag har meldt ud, at hun skal opereres
Det konservative folketingsmedlem og tidligere børne- og socialminister Mai Mercado bliver sygemeldt fra Folketinget.
Hun har fået konstateret brystkræft. Det skriver Mercado på Facebook.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Jeg er vant til at kæmpe i politik. Nu skal jeg kæmpe for mit liv, og jeg er klar til kamp. Og så er jeg optimistisk af natur, og jeg er i hamrende god form, skriver den konservative profil.
Mercado, der var minister fra 2016 til 2019, beskriver det som et ” kæmpe chok”.
– Det hele startede med, at jeg mærkede en knude i brystet den sidste dag på ferien. Der er desværre en overrepræsentation af brystkræft i min familie, så jeg bliver i forvejen tjekket én gang om året. Og det var kun tre måneder siden sidste mammografi og ultralyd, hvor der ingenting var at se, skriver Mercado.
Hun tilføjer, at hun dagen efter ikke kunne finde knuden, men at hendes mand insisterede på, at politikeren skulle undersøges.
– Jeg kommer helt naturligt til at trække mig fra mine politiske opgaver i en periode fremover. Jeg bliver sygemeldt fra Folketinget. Man kan ikke være på deltid som politiker, og det er den rigtige beslutning for mig, skriver Mercado, som tilføjer, at hun “vender retur, når jeg er klar til det”.
Mercado har været folketingsmedlem for De Konservative siden 2011. Hun var fra 2019 til 2024 gruppeformand for den konservative folketingsgruppe. Mercado valgte at trække sig som gruppeformand og fra ledelsen i partiet i februar sidste år.
– I ti år har jeg været en del af ledelsen i Det Konservative Folkeparti. I den periode har jeg fået børn, og jeg kan mærke, at tiden er kommet til at prioritere anderledes for mig og for min familie.
– Jeg har stadig mange år tilbage i mit arbejdsliv, men jeg har ikke mange år tilbage til, sammen med min mand, at være de vigtigste for vores børn, skrev hun dengang på X om sin beslutning.
I dag bestrider Mercado posterne som boligordfører, retsordfører og transportordfører for De Konservative.
Førstesuppleant for Mercado er Joachim Hoffmann-Petersen, som sidder i Odense byråd, og som til dagligt er overlæge på intensiv- og anæstesiafdelingen ved OUH i Svendborg.
Ifølge De Konservatives pressetjeneste har han først fredag fået beskeden om Mercados situation, så det er endnu uafklaret, om han overtager Mercados plads i Folketinget, mens hun er sygemeldt.
/ritzau/
Blodet flyder på vejen: Massiv udrykning
