Eksmand hælder brændbar væske ud over hus

Der er netop indløbet en alvorlig melding, da en eksmand er i færd med at hælde brændbar væske ud over en villa og tænde ild

Torsdag aften klokken 21.40 har politiet sammen med øvrige redningsmyndigheder modtaget en alvorlig anmeldelse fra en villavej.

Ifølge den indledende anmeldelse er der tale om en mandlig ekskæreste, der forsøger at sætte ild til et villahus.

Fremme på stedet har Presse-fotos.dks udsendte yderligere oplysninger.

“En mand er blevet pågrebet – han har tilsyneladende hældt brændbart væske ud over huset og forsøgt at antænde det,” siger vores udsendte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her er manden, der er lagt i håndjern – se flere billeder nederst

Udrykningen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, brandvæsenet og ambulancetjenesten er centreret omkring Pærevej i Herlufmagle ved Næstved.

Presse-fotos.dk har torsdag aften forsøgt at få en kommentar fra vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi for at få bekræftet de indledende meldinger, men vagtchefen har endnu ikke besvaret henvendeslerne.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at branden aldrig nåede at udvikle sig, og at der kun er sket begrænsede skader.

“Den pågældende mand er lagt i håndjern. Indsatslederen fra brandvæsenet siger til mig, at der ikke var nogen hjemme, da der blev forsøgt antændt ild,” siger Presse-fotos.dks udsendte og tilføjer, at der lugter af brændstof.

En ambulance har tilset manden, der er lagt i håndjern, men der er ikke sket personskade.

Flere politibiler, flere brandbiler og en enkelt ambulance har deltaget i udrykningen. Samtidig er hundepatruljer også ankommet.

Presse-fotos.dk følger sagen …