Moderaterne har vind i sejlene, mens rød og blå blok står næsten i øjenhøjde, viser en ny meningsmåling.
En af de mest pressede aktører på det seneste har været Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Partiet har i flere uger balanceret faretruende tæt på spærregrænsen, men efter et opsigtsvækkende møde med USA’s vicepræsident og udenrigsminister ser det nu ud til, at Løkke har genvundet en del af den tabte opbakning.
Meningsmålingen er lavet af Voxmeter for Ritzaus Bureau.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For blot en måned siden stod Moderaterne til 2,8 procent af stemmerne. I sidste uge lød målingen på 3,3 procent. I dag viser Voxmeters seneste meningsmåling imidlertid, at partiet er rykket op på 5 procent. Ifølge Ritzau er det Moderaternes bedste måling siden september 2024.
Målingen peger samtidig på et særdeles tæt opgør mellem rød og blå blok. Venstrefløjen står til 47,8 procent af stemmerne, mens højrefløjen samler en opbakning på 46,9 procent. Med en usikkerhed på +/-2,5 procentpoint kan det godt blive nervepirrende.
Fortsætter meningsmålingerne i samme spor, kan Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne meget vel ende med at sidde på de afgørende mandater, når en ny regering skal dannes.
