Hans Zimmers musik kan allerede opleves i Royal Arena igen næste år. Det samme kan dog ikke siges om komponisten selv.
Den 10. marts gav den Oscar- og Grammy-vindende komponist Hans Zimmer en udsolgt koncert i Royal Arena.
Her kunne publikum lade sig fortrylle af de ikoniske toner fra film som ‘Løvernes konge’, ‘Dune’, ‘Interstellar’ og ‘Pirates of the Caribbean’-serien.
Blot en uge senere kan den legendariske komponist løfte sløret for endnu en koncert i den københavnske arena.
Men selvom koncerten bærer hans navn, kommer Hans Zimmer ikke selv til at stå på scenen denne gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Giver musikerne komplet frihed
Den 20. april 2027 kan danske fans igen opleve Hans Zimmers storslåede kompositioner i Royal Arena, når ‘The World of Hans Zimmer – A New Dimension’-turnéen lægger vejen forbi København.
I en pressemeddelelse fra Friendly PR sætter komponisten et par ord på turnéens koncept og årsagen til sit eget fravær.
“Det er mere den romantiske del af mig, de romantiske ting, jeg har skrevet. Det er mere de orkestrale ting, jeg har skrevet. Det handler mere om de solister, jeg har spillet med. Jeg ville bare gerne træde et skridt tilbage og give musikerne komplet frihed til at underholde jer og vise, hvor dygtige de er.”
Hans Zimmers filmmagi bliver bragt til live af den verdensberømte komponist, dirigent, arrangør og orkestrator Matt Dunkley.
Med på scenen har han Odessa Orchestra & Friends, Nairobi Chamber Chorus og topsolister fra Zimmers egen talentpool.
Selvom han ikke selv er på scenen, vil showet alligevel bære præg af Zimmers stærke sans for at stable en fortryllende koncertoplevelse på benene. Som musikalsk leder og kurator er han nemlig i høj grad ansvarlig for ‘The World of Hans Zimmer’-formatet.
Koncertserien var også forbi Danmark i 2019, hvor det var Jyske Bank Boxen i Herning, der fik glæde af musikken fra film som ‘The Dark Knight’, ‘Gladiator’ og ‘Dunkirk’.
Billetterne til næste års koncert i Royal Arena kan købes fra torsdag den 19. marts klokken 11.00.
