Københavnerholdet får nu et ordentligt ryk i ledelsen.
F.C. København skal have ny cheftræner for kvindeholdet.
Det skriver fodboldklubben nu i en pressemeddelelse.
Samarbejdet med Kasper Klarskov Nielsen, der har været første cheftræner siden etableringen af kvindeholdet i 2024, ophører.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Siden da har holdet opnået oprykning til B-Liga i debutsæsonen og efterfølgende også oprykning til A-Liga.
Noget, som klubben skriver, har været med til at lægge et solidt sportsligt fundament for holdets fremtid.
”Kasper har spillet en central rolle i opbygningen af vores kvindehold fra den spæde begyndelse til et hold, der nu tager sine første skridt i A-Liga. Han har bragt os langt, og vi skylder ham en stor tak for hans dedikerede indsats,” udtaler Henrik Møgelmose, bestyrelsesformand for F.C. København Kvindefodbold A/S.
Beslutningen om, at samarbejdet skal ophøre, sker netop i en erkendelse af, at kvindeholdets fortsatte udvikling kræver både nye ressourcer og kvalifikationer for at tage de næste skridt.
”Vi er på kort tid nået langt og spiller nu i den bedste række. Det stiller nye krav til den sportslige ledelse, og der er brug for andre kompetencer for at tage de næste skridt i udviklingen og konsolideringen af holdet i A-Liga. Det skal dog ikke skygge for den anerkendelse, som Kasper fortjener for det arbejde, han har lagt i holdet,” udtaler Henrik Møgelmose.
Assistenttræner Fabiana Alcalà tager over som fungerende cheftræner, indtil en ny cheftræner er på plads.
Og Kasper Klarskov Nielsen fortæller, at han forlader F.C. København med stolthed over, hvad holdet har opnået på de to sæsoner, hvor han har været træner.
”Det har været en stor oplevelse at være med lige fra begyndelsen og bidrage til opbygningen og udviklingen af holdet. Vi har sat et aftryk i historiebøgerne, og det har været et privilegium at være en del af F.C. København,” udtaler Kasper Klarskov Nielsen.
”Jeg var gerne fortsat, men sådan skulle det ikke være. Til trods for omstændighederne er jeg meget stolt af det, vi har opnået sammen, og jeg vil gerne sige tak til alle spillere og kolleger for adskillige uforglemmelige oplevelser. Jeg ønsker holdet og klubben alt det bedste.”
Fabiana Alcalà står for sin første træning fredag eftermiddag, inden løvinderne skal spille kamp mod FC Nordsjælland søndag.