Efter ti år: Nu er det slut med populær københavnsk festival

En københavnsk festival, der har løbet af stablen otte gange siden 2016, er nu fortid. Det meddeler arrangørerne.

København er blevet en festival fattigere – i hvert fald for nu.

Festivalens arrangører har nemlig besluttet at lukke den populære festival, der løb af stablen første gang i 2016.

Beslutningen skyldes ifølge arrangørerne hverken manglende succes eller økonomiske udfordringer.

I stedet er det et ønske om at prøve noget nyt, der har resulteret i beslutningen om at takke af for nu.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Vi er stolte’

Den triste nyhed kommer via en meddelelse på Kitchen Collectives hjemmeside.

Mia Maja Hansson, der er stifter og direktør i Kitchen Collective, er nemlig den ene af de to arrangører bag festivalen Street Food om Søerne.

I meddelelsen fortæller hun sammen med sin medarrangør Frederik Aske Sønksen, at festivalen ikke vender tilbage til området ved Peblinge Sø i København – i hvert fald ikke i den kommende tid.

“Siden 2016 har madfestivalen Street Food om Søerne 8 gange inviteret til rige, mangfoldige smagsoplevelser ved Peblinge Sø i København, og nu er det tid til at sige tak for nu,” lyder det.

Se også
Kun minderne tilbage: ‘Drengene fra Angora’ kommer aldrig igen

Begge arrangører er tydeligt stolte over, hvad de har udrettet i løbet af de seneste ti år.

“Vi er stolte af at have skabt den sejeste festival. Vi har skabt fællesskab, kollegaskab, udfordret forretningsmodeller og gastronomiske normer. Vi har fremmet en mangfoldig madscene ved at samle madiværksættere, mindre restauranter og større gastronomer rundt om Søerne i København,” bemærker de blandt andet, mens de også takker de mange mennesker, der har været med til at gøre festivalen en mulighed.

Festivalens publikum får også en særlig tak fra arrangørerne.

De spisende gæster har blandt andet bidraget til Street Food om Søerne ved at deltage i kåringen af årets vindere i flere kategorier.

Sidste år var det den tyrkiske restaurant Kavata, der løb med titlen som ‘Årets Street Food’er’.

Lukningen skyldes tilsyneladende ikke, at der ikke var midler til at fortsætte projektet. Arrangørerne har bare ikke lyst.

“Nu trænger vi begge til at prøve at holde sommerferie og give plads til nye projekter, hvor der kan skabes forandring på andre måder,” meddeler Frederik Aske Sønksen og Mia Maja Hansson.