Efter Mette-Marits Epstein-skandale: Nu skal de undersøges

Illustrationsfoto

Ifølge norsk komité skal undersøgelser efter norske Epstein-afsløringer gå hele vejen tilbage til 1993

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, er havnet i en regulær skandale.

Kronprinsessen fremgår flittigt i Epstein-filerne, og nu vil det norske Storting til bunds i de norske magthaveres relationer til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Derfor har Det norske Storting valgt at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission.

Det oplyser Stortingets kontrol- og forfatningskomité ifølge flere norske medier.

– Der vil blive fastlagt et bredt mandat, der skal dække forholdet mellem norske myndigheder og eksterne organisationer, stiftelser og netværk, hvor Norge har været engageret, lyder det i en pressemeddelelse ifølge NRK.

Stortinget har ifølge VG tirsdag besluttet at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission, men ifølge det norske nyhedsbureau NTB er det endnu ikke klart, hvem der skal sidde i kommissionen, da anbefalingen fra komitéen først skal behandles i stortingssalen.

Ifølge komitéen skal undersøgelserne gå hele vejen tilbage til processen, som har ledt frem til Oslo-aftalen i 1993, lyder det.

Oslo-aftalen blev indgået mellem Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i 1993 og førte til flere palæstinensiske selvstyreområder.

/ritzau/

Se også
Nu er det slut for Mette-Marit: “Fuldstændig knust”