Efter mange kommunale kup af borgmesterposter: Forskere med løsning

Siden kommunalvalget tirsdag har flere kommuner oplevet, at borgmesterposten er skiftet mellem politikere efter en række både succesfulde og mislykkedes kup.

Den åbne kamp om borgmesterposterne skyldes, at det først er mellem 1. og 15. december, at kommunerne skal afholde et konstituerende møde, hvor konstitueringen bliver bindende.

For at undgå de mange kup foreslår professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til DR at rykke forhandlingsvinduet, så det ikke er senest 15. december, at det konstituerende møde skal afholdes.

– På den måde kan man forsegle aftalen. Jeg ser ikke nogen grund til, at man skal vente helt frem til 15. december, siger Kasper Møller Hansen til DR.

To andre forskere siger til DR, at de kan se fordele i idéen, men at der er også fordele i det længere forhandlingsvindue.

Troels Bøggild, der er lektor og forsker i vælgeradfærd på Aarhus Universitet, påpeger, at “det er vigtigt, at politikerne får forklaret vælgerne, hvorfor man gør det”, når der springes fra en aftale for at danne nye konstitueringer.

– At det handler om at få mærkesager igennem, så vælgerne ikke får en opfattelse af, at det er en kamp om magt, siger Troels Bøggild til DR.

Søndag var et godt eksempel på de dramaer, der kan opstå i kommunerne inden det konstituerende møde.

Både i Aalborg Kommune og Slagelse Kommune var der en konstitueringsaftale på valgnatten, men den har siden ændret sig flere gange.

I Aalborg meddelte De Radikales Jes Lunde søndag, at han blev borgmester i stedet for Lasse Frimand Jensen (S), da Jes Lunde var sprunget fra konstitueringsaftalen med rød blok for at indgå en med den blå blok.

Der gik dog ikke mange timer, før Lasse Frimand Jensen kunne annoncere, at han stadig bliver borgmester, da et konservativt mandat brød med partilinjen og pegede på Lasse Frimand.

I Slagelse var SF fredag sprunget fra en konstitueringsaftale bag Knud Vincents (V), og søndag lignede det så, at en socialdemokrat skulle have borgmesterposten.

Der var endda indkaldt til et pressemøde, men det blev aflyst, da Dansk Folkepartis Henrik Brodersen i stedet gik over til de andre blå partier, der var klar til at gøre ham til ny borgmester.

Kasper Møller Hansen og Troels Bøggild mener, at de mange rævekager i kommunerne, hvor der løbes fra aftaler og indgås nye, kan skabe mistillid og politikerlede og øge opfattelsen af, at politikerne er levebrødspolitikere.

Politi med kraftig advarsel mandag morgen: Mange uheld her

Illustrationsfoto