En ekspertgruppe nedsat af regeringen har fremlagt ti anbefalinger til, hvordan blandt andet ophavsrettigheder kan beskyttes i arbejdet med kunstig intelligens.
Ingeniørforeningen IDA nåede kun lige at kritisere regeringens nedsatte AI-ekspertgruppe for at være langsom med sine anbefalinger, før de tre dage senere blev offentliggjort.
I fredags udtrykte Maria Hvid, AI-ekspert hos IDA, skarp kritik af techvirksomheders brug af ophavsretsbeskyttet materiale og kaldte det “tyveri ved højlys dag”. Hun efterlyste de længe ventede anbefalinger, som skulle beskytte danske kunstnere.
Nu er anbefalingerne fra ekspertgruppen afleveret til regeringen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“En flok ansvarsløse gribbe”
AI kan gøre både arbejdsliv og hverdag nemmere for mange. Den fremadstormende digitale hjælper rummer nemlig utallige funktioner og muligheder. Men ligesom der er mange vindere, er der også nogle, der ender med at tabe, når AI buldrer derudaf.
“Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens rummer mange muligheder. Men kunstig intelligens er grundlæggende ved at ændre kunstnernes vilkår. Vi skal sikre, at vores kunstnere ikke ender som tabere, mens techfirmaer som en flok ansvarsløse gribbe spiser af værker, rettigheder og kreativitet. Det kan vi ikke holde til som samfund,” fortæller kulturminister Jakob Engell-Schmidt.
Kulturministeren retter nu blikket mod EU, efter ekspertgruppen har fremlagt sine anbefalinger til, hvordan vi beskytter ophavsretsbeskyttet materiale.
“Jeg helt enig med ekspertgruppen i, at vi skal sætte en stopper for, at man i dag relativt uhindret kan smide fx en bog ind i en sprogmodel og udnytte indholdet uden at betale forfatteren. Vi skal gøre det så svært som muligt at uploade ophavsretligt beskyttet indhold. Det kommer jeg til at gå til mine kolleger i EU med, for det er her, løsningerne findes,” siger kulturministeren.
Ekspertgruppen består af repræsentanter fra Samrådet for Ophavsret, RettighedsAlliancen, Dansk Erhverv, DI, Danske Medier, Det Kongelige Bibliotek samt tekniske og juridiske eksperter.
Du kan se de ti anbefalinger her:
Ekspertgruppens anbefalinger
- Anbefaling 1: Effektiv transparens i træningsdata.
- Anbefaling 2: Effektive forbeholdsmuligheder eller nye regler for tekst- og datamining.
- Anbefaling 3: Forbedring af rammevilkår for kollektiv licensering.
- Anbefaling 4: Forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af rettighedskonflikter på området for pressepublikationer.
- Anbefaling 5: Beskyttelse mod digitale efterligninger af personers personlige kendetegn.
- Anbefaling 6: Krav om tekniske foranstaltninger til hindring af ulovlig upload og kopiering af ophavsretligt beskyttet indhold på kunstig intelligenstjenester.
- Anbefaling 7: Betinget offentlig påtale i sager om ophavsret og kunstig intelligens, der er teknisk og territorialt komplicerede.
- Anbefaling 8: Undersøgelse af mulige tiltag for at styrke brugen af menneskeskabt indhold.
- Anbefaling 9: Vejledning og oplysningstiltag om ophavsret og kunstig intelligens.
- Anbefaling 10: Præcisering i ophavsretslovgivningen af, at udbud af kunstig intelligenssystemer udgør tilrådighedsstillelse for almenheden.