Efter drab og voldtægt af skolepige: Nu indstilles Elias til forvaring

En 19-årig mand, der er fundet skyldig i drab på og voldtægt af en 13-årig pige i Hjallerup, indstilles til forvaring – indespærring på ubestemt tid.

Det er anbefalingen fra Retslægerådet, der er landets højeste lægefaglige instans.

Rådet finder forvaring påkrævet, for at forebygge risikoen for at den tiltalte begår ny personfarlig kriminalitet.

Specialanklager Mette Bendix læser rådets vurdering op i Retten i Hjørring.

Her har seks nævninger og tre dommere fundet den 19-årige skyldig i at have voldtaget og dræbt en 13-årig pige bag varmeværket i Hjallerup i marts sidste år.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ældre billede af Elias Mahamed Isaaq Shegow, der i dag er 19 år gammel

Derudover er han fundet skyldig i et seksuelt overgreb mod en 14-årig pige, i vold mod en anden pige og i at have udsat en dreng for røveri.

Han er samlet set fundet skyldig i syv ud af otte anklagepunkter, men er blevet frifundet for ved en tidligere lejlighed at have voldtaget en 15-årig pige.

Retslægerådet konkluderer på baggrund af en mentalerklæring, at den tiltalte har “dyssociale træk” og “tilbøjelighed til at handle impulsivt og eksplosivt”.

Grænseoverskridende, uempatisk og manipulerende er andre ord, som psykologer bruger i deres beskrivelse af den unge mand.

Det fremgår af de psykologiske undersøgelser, der er dokumenteret i retten, at den 19-årige har haft en omtumlet barndom.

Forældrene flyttede hver til sit grundet farens misbrug.

Den tiltalte har været anbragt uden for hjemmet, siden han var otte. Først i plejefamilie, siden på en institution.

Han blev smidt ud af skolen på grund af aggressiv adfærd over for både lærere og andre elever, fremgår det.

Han er dog ikke tidligere straffet for noget lignende det, han nu er fundet skyldig i, fremgår det af anklagerens oplæsning i retten.

Sagen ventes afsluttet fredag, hvor retten skal tage stilling til strafudmålingen.

Mens anklageren vil kræve forvaring, vil forsvarsadvokat Mette Grith Stage gå efter en tidsbestemt fængselsstraf.