Topkaraktererne regnede ned over Emma Sehested Høeg, da hun lørdag indtog Royal Arena for første gang i karrieren.
Koncerten, der blandede scenekunst med popmusik modtog seks ud af seks mulige stjerner fra blandt andre Soundvenue, Gaffa og Berlingske.
Nu skal ‘landets suverænt største entertainer’ – som sidstnævnte medie kalder hende – forsøge at gentage succesen.
Live Nation Denmark kan nemlig i dag annoncere, at den 32-årige multikunstner ‘genopsætter’ sin totaloplevelse af en koncert i Royal Arena næste år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En sidste dans’
Emma Sehested Høeg er en kvinde med mange talenter.
Som stiftende medlem af det tværkunstneriske studio How to Kill a Dog – der i 2023 modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris – har hun brilleret på de skrå brædder med forestillinger som ‘Bambi er tilbage’ og ‘Farvel til Madonna’.
How to Kill a Dog har ligeledes stået bag tv-serien ‘Killjoy’, hvori Sehested Høeg indtager hovedrollen.
Tv- og filmbranchen har hun været en del af, siden hun i en alder af 11 år debuterede i ‘Far til fire – gi’r aldrig op!’.
Siden har hun blandt andet medvirket i ‘Den du frygter’, ‘Magi i luften’ og ‘Orkestret’ samt lagt stemme til Jessica i ‘Ternet Ninja’-trilogien.
I 2021 debuterede Emma Sehested Høeg som musikalsk soloartist efter tidligere at have været medlem af bandet Worn Out Sun, der albumdebuterede i 2014.
Da hun udgav sin solodebutsingle ‘Seducing My Life Away’, gjorde hun det under kunstnernavnet Dame Dearest, men da debut-ep’en, der var opkaldt efter netop dette alias, udkom i 2023, var det under hendes borgerlige navn.
Siden har hun udgivet debutalbummet ‘I Know All the Words But I Can’t Say Goodbye’, optrådt med Copenhagen Phil i ’60 Minutes’-koncertformatet, spillet en anmelderrost koncert på Roskilde Festival Arena-scene og nu også triumferet i Royal Arena.
Næste år tager hun skridtet op på Orange Scene. Men inden da skal hun altså forbi Royal Arena igen den 6. marts 2027.
Emma Sehested Høeg glæder sig over lørdagens magiske koncert og ser frem til at gøre det hele en gang til.
“Jeg tror ikke, nogen af os helt havde forestillet os, hvad der ville ske den aften. Det var en oplevelse, som stadig sidder i kroppen. Der var noget helt særligt i rummet, og ret hurtigt fik vi følelsen af, at vi slet ikke var færdige med den. At det næsten ville være forkert, hvis det kun skulle ske én gang. Og … det er sgu lykkes … så … hva sir I ? ER I KLAR TIL EN SIDSTE DANS ???”, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Billetsalget starter fredag den 13. november klokken 10.00.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

