Hvis man bryder navneforbuddet, så kan man blive straffet hårdt.
Sagen fra Haderslev har rystet Danmark.
Mandag aften omkring klokken 18.00 blev et lille spædbarn kidnappet i sin barnevogn fra en privat gård på Jomfrustien i sønderjyske Haderslev.
Tirsdag eftermiddag blev der så foretaget grundlovsforhør af den sigtede mand, som angiveligt kidnappede barnet. Her blev der begæret navneforbud i sagen, men det er ikke alle, som har kunnet overholde det.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Flere steder er mandens navn og billede blevet delt på sladdermediet Reddit og på Facebook, men det er altså ulovligt og vil medføre en straf.
Politiet advarer nu mod, at man deler navnet på den formodede gerningsmand.
‘Siden grundlovsforhøret i går har vi set, at der er sket deling af blandt andet navn og billede på sociale medier.’
Deler man et billede, et navn eller andet, der kan lede til identifikation af den pågældende, så overtræder man rettens navneforbud i sagen – og det kan medføre sigtelse. Vi vil derfor opfordre alle til stoppe med at dele – og til at slette opslag og kommentarer, der overtræder navneforbuddet,’ siger vicepolitiinspektør Kent Brynielsen.
Han fortæller videre, at politiet forstår, at sagen kan vække mange følelser.
Flere har delt det.
Faren til den syv måneder gamle pige, har også delt et billede af den formodede gerningsmand, på sin facebook-profil.
Presse-fotos.dk er bekendt med den formodede gerningsmands identitet, men har sløret billedet af den sigtede mand og farens navn.
Presse-fotos.dk har spurgt faren, hvordan han forholder sig til den potentielle straf, som det medfører at bryde navneforbuddet, og hvilke overvejelser, som han har gjort sig i forbindelse med delingen af den formodede gerningsmand.
Faren er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Det er straffen for at bryde navneforbuddet
Presse-fotos.dk har snakket med forsvarsadvokat Mette Grith Stage, som fortæller, hvad der sker, når man bryder et navneforbud.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Når man bryder navneforbuddet, så bliver det takseret til en bøde, men det kræver også, at nogen anmelder det,” fortæller forsvarsadvokaten.
Mette Grith Stage fortæller videre, at det er alvorligt at bryde navneforbuddet.
“Det er selvfølgelig alvorligt for den, som det går ud over. Der er grund til, at man nedlægger navneforbud, fordi man beskytter den sigtede. Der er det jo ubehageligt, at navn og billede bliver delt. Så det er noget, som man fra domstolenes side kigger på med alvor, fortæller advokaten.
Afslutningsvis fortæller Mette Grith Stage, at bøden som udgangspunkt vil være på 25.000 kroner, men at der kan være formildende omstændigheder.
En formildende omstændighed kan ifølge forsvarsadvokaten være, at man hurtigt sletter det igen eller kun deler det i en begrænset kreds.
Du kan læse om hele sagen her.