Danmark var sidste år på den anden ende, efter droner blev observeret over flere lufthavne og militære områder. Det betød blandt andet, at luftrummene ad flere omgange blev helt lukket ned. Nu er en række nye tiltag, der skal forhindre en gentagelse, sendt til høring.
Adskillige pressemøder og gentagende nedlukninger af luftrum var sidste år virkeligheden, da der igen og igen blev observeret mistænkelige droner i Danmark.
Det var blandt andet Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn, Esbjerg Lufthavn, Skrydstrup Lufthavn og Sønderborg Lufthavn, der var berørte af hændelserne.
Desuden blev der også set droner over flere militære områder.
Det betød blandt andet, at man lukkede luftrummet for al civil droneflyvning i en periode fra den 29. september til den 3. oktober.
De alvorlige forskrækkelser skete i de dage, hvor Danmark skulle være vært for EU-topmødet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En række tiltag i en ny dronestrategi skal nu være med til at forhindre scenariet i at gentage sig.
Strategien er netop sendt i høring.
Det oplyser DI Transport i en pressemeddelelse.
“I Danmark er droner en helt integreret del af vores hverdag, hvor de hver eneste dag løser vigtige samfundsopgaver med inspektion, opmåling og overvågning for blandt andet politi, brandvæsen og forsvar.”
“Hybridkrig-alarmen, der gik i september, tydeliggjorde behovet for et droneluftrum, hvor alle lovlige droner er registreret, så vi hurtigt kan identificere og reagere på ukendte droner uden, at det går ud over de samfundsnyttige droner,” siger Patrick Alexander Liebgott, chefkonsulent og droneekspert i DI Transport.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at de nye regler lægger op til et trafikinformations- og styringssystem, der skal gøre det nemmere for myndigheder at skelne mellem ulovlige og lovlige droneoperationer.
Ifølge Patrick Alexander Liebgott kan det blive et gennembrud for dansk droneerhverv, fordi man får mulighed for mere avanceret flyvning over længere distancer.
“Når vi opdaterer rammerne i takt med den teknologiske udvikling, bliver dronerne i stand til at løse flere og mere komplekse samfundsopgaver – fra fragt til øsamfund til offshore-aktiviteter og kritisk infrastruktur. Den nye strategi er en ambitiøs plan til at forbedre rammevilkårerne for dronebranchen i Danmark, og vil kræve en del tekniske løsninger fra udviklere og operatører,” siger Patrick Alexander Liebgott.
