En ny krigssimulation viser, at Rusland med relativt få soldater kan skabe store problemer for NATO.
Et passivt USA, 15.000 russiske soldater og en skrøbelig våbenhvile kan i et tænkt scenarie give Rusland mulighed for at rykke ind i et NATO-land.
Det fremgår af en krigssimulation udarbejdet af den tyske avis Die Welt i samarbejde med German Wargaming Center ved Forbundsværnets universitet i Hamborg.
Ifølge Bild deltog både eksperter og politikere i rollespillet, hvor de agerede Rusland, NATO og europæiske lande.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I scenariet udnytter Rusland en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland til at styrke og omplacere sine tropper, inden man iværksætter et fremstød mod den litauiske by Marijampolė. Byen ligger strategisk tæt på den russiske eksklave Kaliningrad.
Den østrigske militærekspert Franz-Stefan Gady spillede rollen som Ruslands generalstabschef i simulationen og stod bag de russiske angrebsplaner.
I en podcast med Bild forklarer han, at scenariet bygger på en våbenhvile i sommeren 2026, hvorefter Rusland får måneder til at genopbygge og træne sine styrker.
Ifølge simulationen iscenesætter Rusland en humanitær krise i Kaliningrad for at skabe en midlertidig sikker passage for civile. Det bruges som påskud til at besætte Marijampolė.
Det centrale problem i scenariet er ifølge deltagerne, at USA, Tyskland og Polen tøver med at reagere militært på grund af risikoen for tab og eskalation. Dermed kan Rusland blokere transportveje med miner og droner og isolere Baltikum fra resten af Europa.
»Ruslands krigsmål i Baltikum er at miskreditere NATO og EU. De demonstrerer, at NATO og andre EU-lande i virkeligheden ikke kan gøre særlig meget, hvis Rusland i praksis siger: ‘Vi skærer Baltikum af fra resten af Europa,’« siger Franz-Stefan Gady i podcasten.
Simulationen ventes at skabe debat under den igangværende sikkerhedskonference i München.
