Snart kan du tage toget uden at finde pungen frem, og det gælder alle passagerer.
Fra den 1. oktober bliver det nemlig muligt at rejse gratis på en af Danmarks mest naturskønne jernbanestrækninger. Anledningen er noget så sjældent som en teknologisk opgradering med klimavenlige batteritog, og det hele skal fejres med gratis billetter resten af året.
Det oplyser Midttrafik i en pressemeddelelse.
I over 40 år har de klassiske blå Y-tog kørt passagerer frem og tilbage på Lemvigbanen mellem Vemb og Thyborøn. Men nu er det slut. De gamle dieseldrevne tog bliver løbende skiftet ud med helt nye batteritog, som lover både bedre komfort og lavere CO₂-udledning.
”Det her er en fin anledning til at tage afsked med de tog, der har kørt her i mange år, og samtidig opleve de nye batteritog,” lyder det fra Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.
Gratis togture hele efteråret
Som en del af fejringen vil alle afgange på Lemvigbanen være gratis fra 1. oktober og året ud. Det gælder uanset, om du pendler, er turist, skolebarn eller blot nysgerrig på de nye tog.
Lemvig Kommune bakker op om initiativet, og håbet er, at flere vil få øjnene op for toget som transportform.
”Lemvigbanen er en livsnerve for lokalbefolkningen som kollektiv transportmulighed, der bruges af alle aldre. Lige fra skolebørn til seniorer, samt også bruges af de mange gæster og turister, der besøger vores område og holder ferie. Derfor er det oplagt, at Lemvig Kommune bidrager til kampagnen, så forhåbentlig alle prøver batteritoget og vil bruge toget fremover. Region Midtjyllands indsats for omstilling til batteritog spiller godt sammen med Lemvig Kommunes ambitiøse klimaplaner,” siger Steffen Damsgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Ikke alle tog er klar endnu
Indtil videre er fire af de i alt syv batteritog leveret. Derfor vil der i den første tid være en blanding af gamle og nye tog i drift. Overgangen sker gradvist, efterhånden som lokomotivførerne bliver uddannet i den nye teknologi, og de resterende tog og ladestationer bliver klar.
De nye tog skal også i brug på strækningen mellem Holstebro og Skjern, og målet er, at hele flåden er i drift inden årsskiftet.
Med overgangen til batteritog forsvinder også en velkendt detalje: de blå check-ind-punkter i Y-togene. Fra januar 2026 skal passagerer i stedet bruge perronterminaler eller apps som Rejsekort og Rejsebillet.
Det fysiske Rejsekort udfases gradvist og bliver til sommer næste år erstattet af det digitale Basiskort, som allerede kan bruges på flere strækninger.
Dømt voldtægtsmand lusker rundt ved skole: ‘Gå ikke alene!’
