Danmarks Radio’s “Fællessang synger julen ind” optages i Viborg
Når DR søndag den 30. november sender den traditionsrige udsendelse “Fællessang synger julen ind”, bliver det med den lysklædte juleby Viborg som ramme. Optagelserne sker dagen før, lørdag den 29. november, på Viborg Teater, hvor værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde byder indenfor til en aften med musik, fællessang og julestemning.
Undervejs i udsendelsen vil Thomas Buttenschøn komme ud i byen og besøge julemarkedet på Nytorv, Englehaven ved Skovgaard Museet, Viborgs Nisseskole og Ønskehjertet. Det er steder, der tilsammen viser den særlige atmosfære og juleglæde, der kendetegner Viborg i december.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
“Vi glæder os til at fejre julen og fællessangstraditionen i Viborg. Vi håber på en aften, hvor vi samles om musikken og fællesskabet, og hvor viborgenserne vil hjælpe Katrine Muff og Johannes Langkilde med at få bredt julestemningen ud i det ganske land,” siger Redaktionschef Erik Struve Hansen fra DR og programansvarlig for udsendelsen.
I Viborg har man i mange år haft fokus på at skabe hygge, stemning og aktiviteter i den historiske midtby i december. Byen blev i 2023 kåret som Årets Juleby. Borgmester Ulrik Wilbek siger:
“Vi har en stærk tradition for at samles om kultur, musik og fællesskab – ikke mindst også i juletiden. Derfor glæder det mig, at Danmarks Radio har valgt Viborg som værtsby for årets ”Fællessang synger julen ind”, for det repræsenterer jo netop dét”
Direktør Helle Sørensen fra organisationen Vi er Viborg tilføjer: “Jul i Viborg bygger på et stærkt fællesskab mellem foreninger, erhvervsliv og frivillige. At DR nu kommer og formidler den stemning videre ud i stuerne, er vi både stolte og glade for.”
Optagelserne finder altså sted lørdag den 29. november og udsendelsesdag er søndag den 30. november som første søndag i advent.
Viborg blev i 2023 officielt kåret som Årets Juleby af Dansk Julemands Laug. Det er en titel, der gives til byer, som udviser et særligt engagement i at skabe julehygge og fællesskab. Byens juleaktiviteter omfatter blandt andet et stort julemarked, engleinstallationer, nisse- og drillenisse-aktiviteter og en række eventyr for hele familien i bymidten.