30 kunstnere har skabt hver deres elefant, der bliver solgt ved Psykiatrifondens jubilæum med deltagelse af Dronningen.
Den 25. februar bliver Psykiatrifondens 30-års jubilæum fejret med en stor reception på Moltkes Palæ i København.
I den forbindelse har fonden slået sig sammen med 30 forskellige kunstnere, der hver har bidraget med deres bud på en dekoration af den samme elefant – med vidt forskellige resultater.
Ud over de mange kunstneriske elefanter, byder aftenen også på besøg fra en række store personligheder.
Blandt dem er Dronning Mary.
(Artiklen fortsætter under billedet)

To sjove mænd som værter og Dronningen som gæst
Dronning Mary ankommer til Moltkes Palæ klokken 18, hvor hun mødes med Psykiatrifondens formand Torsten Bjørn Jacobsen og direktør Marianne Skjold.
Herefter vil hun se alle 30 kunstværker, der er samlet i Den Gyldne Sal, og snakke lidt med to af kunstnerne, Heidi Zilmer og Benjamin Abana.
Dronningen er protektor for Psykiatrifonden, og derfor giver det god mening, at hun er med på fondens store jubilæumsaften.
Hun bliver dog ikke den eneste kendte person på aftenen.
Velgørenhedsmiddagen har nemlig Mads Steffensen og Thomas Skov som værter.
Elefanten i rummet
Som en del af velgørenhedsmiddagen vil der være taler ved forfatter Anna Juul og Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold samt musikalske indslag fra Andreas Odbjerg og Aura Dione.
Og så er der endeligt hammerslag på de 30 kunstfærdige elefanter.
Elefanten er valgt som grundformat for de 30 kunstværker af en helt særlig årsag:
”Hvorfor lige en elefant? Elefanten er både et kunstværk og en samtalestarter; vi skal tale om elefanten i rummet. De fleste af os kommer enten selv til at få en psykisk sygdom eller være tæt på et menneske, der har det. Men alligevel er psykisk sygdom ofte svær at tale om. Det vil vi gerne lave om på samtidig med, at vi fejrer vores 30-års jubilæum,” siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold i en pressemeddelelse.
Onlineauktionen er allerede startet via auktionshuset Bruun Rasmussen, hvor du kan se alle 30 elefanter.