Dronning Margrethe gør det igen: Se billeder af nyt farverigt design

Søndag den 17. august deltog H.M. Dronning Margrethe ved indvielsen af en ny messehagel. Indvielsen blev markeret med en festgudstjeneste i Viborg Domkirke.

H.M. Dronning Margrethe har, siden hun var ganske ung, været stærkt optaget af kunst.

I det private har hun igennem mange år haft alverdens kreative udfoldelser som hobby, lige som hun offentligt har bidraget med sin kunst i vidt forskellige henseender.

Hun har for eksempel tegnet motivet til tre forskellige års julemærker og designet scenografi og kostumer til adskillige teaterstykker.

Også i den kirkelige verden har hun bidraget med sin æstetiske sans. I rundt regnet 50 år har hun designet, og i nogle tilfælde broderet, en lang række kirketekstiler.

Nu har Dronningen igen været i det kreative hjørne, og resultatet af dette blev stillet til skue i Viborg Domkirke søndag.

Skinnede om kap med sit værk

Det var en ny messehagel, designet og broderet af Dronning Margrethe, der blev indviet med en festgudstjeneste, som Dronningen selv deltog i.

Interessen for den nye messehagel og muligheden for at få et glimt af den folkekære ‘Daisy’ lokkede mange mennesker til den store domkirke.

De fremmødte kunne overvære Viborg Stifts biskop Henrik Stubkjær holde tale for Dronningen. Han havde lutter rosende ord tilovers for hendes arbejde med messehaglen.

“De er gået til opgaven med lyst, glæde og en næsten legende kreativitet. Form og farver er kommet til Dem, som om det ikke var Dem, der tog opgaven – men opgaven, der tog Dem,” sagde han blandt andet ifølge Viborg Stifts egen beretning fra indvielsen.

Skabelsen af den nye messehagel er blevet mulig takket være en privat donation.

Dronning Margrethes design er udført i himmelblå silke og indeholder broderier i alle kirkeårets farver. Tanken bag designvalget er, at den festlige kåbe skal kunne bruges til gudstjenester året rundt.

Det er første gang, siden Dronningen abdicerede i starten af 2024, at hun præsenterer et nyt design til gavn for den danske folkekirke.

Den nye messehagel ses til venstre i billedet på domprovst Thomas Frank.

Kunsthal Charlottenborg løfter sløret for to nye udstillinger, du kan opleve i den kommende efterårssæson.