Det har været en yderst hektisk uge i Danmark, hvor droneaktivitet over landet har skabt stor drama. Mandag er et droneforbud trådt i kraft i det danske luftrum, men alligevel er store flyvende objekter nu spottet over Amager Fælled
Presse-fotos.dk har mandag eftermiddag modtaget flere henvendelser fra bekymrede og nysgerrige læsere, der har advaret og informeret om droner over dele af Amager.
En læser har blandt andet medsendt videoer af de flyvende objekter.
“Den er ualmindeligt stor. Lige ved indgangen til Amager Fælled tæt på Vestamager Metrostation,” siger læseren til Presse-fotos.dk.
På baggrund af videoen og meldingerne fra vores læsere har Presse-fotos.dk taget kontakt til Københavns Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen bekræfter over for Presse-fotos.dk, at der mandag eftermiddag har været droneaktivitet over Amager Fælled.
“Vi har modtaget i alt tre anmeldelser om droner i området,” siger vagtchefen, der dog tilføjer og samtidig maner til ro:
“Det er politiet, der øver ude omkring Amager Fælled – og det involverer en drone. Der er intet dramatik i det.”
Vagtchef Anders Frederiksen vil ikke komme nærmere ind på, hvad politiet øver i den forbindelse.
En læser oplyser samtidig til Presse-fotos.dk, at han har været i kontakt med politiet på stedet.
“Jeg har været nede og kigge – og det er ganske rigtig politiet, som har sat en drone op. Der er en dronepilot til stede sammen med andre sikkerhedsfolk,” siger læseren til Presse-fotos.dk.