Der er endnu en gang slået dronealarm over Danmark efter to flyveledere har meldt, at de så flere droner. Meldingen har haft medført, at luftrummet er blevet lukket over dele af Danmark. Mange flypassagerer er ramt
‘Vi er bekendt med, at der muligvis er set en eller flere droner.’
‘Vi undersøger området intensivt. Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger, og kan derfor ikke bekræfte rigtigheden af forholdet.’
‘Politiet afsendte straks patruljer frem til stedet for at undersøge omstændighederne nærmere.’
Sådan skrev politiet søndag aften på det sociale medie X i forbindelse med dronemeldinger over Danmark, og nu er der nye oplysninger i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

To flyveledere i kontroltårnet i lufthavnen i Aalborg meldte begge, at de så droner søndag aften. Det oplyser Nordjyllands Politi om sagen mandag formiddag.
Men de politifolk, der rykkede ud, kunne ikke med sikkerhed bekræfte, at der var droner i luften. Det oplyser politiet på det sociale medie X.
Som følge af meldingerne blev trafikken indstillet. Luftrummet var lukket i næsten to timer.
Omkring 600 passagerer blev påvirket, og heraf måtte omkring 100 på hotel, oplyser lufthavnens direktør til Nordjyske.dk.
Flyvelederne fortalte om hændelsen klokken 21.20, og klokken 23.17 genåbnede Naviair, som har ansvaret for at kontrollere og lede trafikken, luftrummet.
I en meddelelse lyder det fra politiet, at man vil undersøge sagen nærmere, men man ønsker ikke at besvare spørgsmål – for eksempel om antallet af droner.
“Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke kommentere yderligere på nuværende tidspunkt,” udtaler politiinspektør Henrik Skals.
Netop flyvning med droner nær lufthavne – også Aalborg – vakte i begyndelsen af september stor opmærksomhed.
Blandt andre justits- og forsvarsministeren udtalte sig, og sidstnævnte har slået fast, at der havde været droneflyvning over militære installationer.
Lufthavnen i Aalborg benyttes til såvel civil som militær lufttrafik.