Dramatiske scener på motorvej lige nu: Dyretransport står i flammer

En grisetransport er onsdag brudt i brand på en motorvej, hvor politi og brandvæsen kæmper med at få sikret dyrenes velbefindende.

Politi og brandvæsen kæmper onsdag eftermiddag med at slukke en brand i en grisetransport.

Billeder fra Presse-fotos.dks udsendte viser, hvordan stor røg står op fra transporten.

Ifølge politiet er der tale om en grisetransport.

(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Der arbejdes på højtryk for at sikre dyrenes velbefindende,’ skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er på den Østjyske Motorvej, at grisetransporten holder i nødsporet. Mere præcist syd for afkørsel 61 a.

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 16.30.

Det anmoder om, at bilister skaber plads til at yderligere redningskøretøjer kan komme til.

Det vides fortsat ikke, hvor mange griser der er i transporten – herunder om der er sket dem noget. Derudover er der ikke meldt ud om nogen tilskadekomne.

Hvordan transporten gik i brand er også stadig uvist.

Ud fra billeder fra Presse-fotos.dks udsendte tyder det på, at brandvæsnet omkring klokken 17.10 har fået styr på branden.

Opdatering 17.53:

Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der kortvarigt var brand i transporten med grise.

‘Der skal nu skabes overblik over eventuelle tilskadekomne dyr,’ lyder det fra politiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Uheldet skaber problemer for trafikken.

Der ankommer desuden yderligere lastbiler til omlæsning af grisene, og politiet beder derfor fortsat om, at der skabes plads til redningspersonalet.

Presse-fotos.dks udsendte har fra ulykkesstedet meldt om, at der er kø på motorvejen som følge af ulykken. Flere biler skulle desuden være blevet hevet til side af politiet – angiveligt på grund af, at bilister har brugt mobiltelefon til at filme branden.

Presse-fotos.dk følger sagen tæt og opdaterer, såfremt der skulle komme nyt.

Se også
Alvorligt sikkerhedsbrud: Kriminelle har fået adgang til danskeres persondata