Dræbt mand fundet med kraniebrud og brækkede ribben

En 30-årig mand varetægtsfængsles frem til 26. januar. Han er sigtet for drab på en 77-årig mand i Svendborg.

En 77-årig mand, der tirsdag blev fundet død i et skur i Svendborg, blev ifølge politiet dræbt med stump vold.

Det fremgår af sigtelsen mod en 30-årig mand, som politiet mistænker for at stå bag drabet, skriver TV 2 Fyn.

Den stumpe vold gav den 77-årige kraniebrud og brækkede ribben. Herefter blev han kvalt, lyder det i sigtelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den sigtede skal lørdag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

Sigtelsen blev læst op lørdag formiddag ved et grundlovsforhør i Retten i Svendborg.

Her besluttede retten at varetægtsfængsle den 30-årige frem til 26. januar. Det oplyser vagtchef Henrik Strauss fra Fyns Politi til Ritzau, efter at grundlovsforhøret er slut.

Se også
Anholdt for drab på 77-årig: Gemte liget i skuret

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, hvilket vil sige, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Den 30-årige nægter sig skyldig i sigtelsen mod ham, men protesterede ikke mod fængslingen, skriver TV 2 Fyn.

Tirsdag blev den 77-årige mand fundet død i et skur ved sit hjem i Svendborg.

Politiet rykkede ud til mandens adresse på Sandalsvej i Svendborg, efter at man havde modtaget flere henvendelser fra personer, der var bekymrede over ikke at have set den 77-årige i noget tid.

Se også
Ung kvinde forsøgt myrdet på Amager

Ifølge politiet er den 77-årige blevet dræbt i perioden mellem 10. november og 29. december – formentlig 12. eller 13. december.

Den 30-årige blev anholdt fredag eftermiddag. Det oplyste Fyns Politi i en pressemeddelelse.

– Siden fundet af den dræbte har Fyns Politi foretaget en intensiv efterforskning, hvilket har ført til, at man i dag har kunnet anholde den 30-årige mistænkte mand, skrev politiet.

Ved lørdagens grundlovsforhør kom det frem, at den 30-åriges fingeraftryk er fundet i blod fra offeret på gerningsstedet, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/

Korte videoer