Drab på Copenhell: Nu sker overraskende udvikling

Trods ændring i domstols opfattelse af voldsepisode skal 20-årig fortsat være fængslet

Da en 20-årig mand ved årets musikfestival Copenhell i København slog en 64-årig mand i ansigtet med en knytnæve, så han faldt om og døde, var der efter alt at dømme alene tale om simpel vold.

Det har en dommer ved Københavns Byret mandag vurderet ved et retsmøde, hvor der skulle tages stilling til, hvorvidt den 20-årige fortsat skulle sidde varetægtsfængslet.

Anklager Anna Marx fra Københavns Politi oplyser til Ritzau, at anklagemyndigheden ved mandagens retsmøde fremlagde retslægelige oplysninger.

De viser, at den 64-årige mand efter alt at dømme døde på grund af skader på hans kranie, som han fik i selve faldet. Det var med andre ord ikke selve slaget, som var dræbende.

Den dødelige voldsepisode fandt sted om aftenen fredag den 20. juni ved indgangen til festivalområdet på Refshaleøen i København.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Det har væsentlig juridisk betydning, om det er den ene eller den anden voldsparagraf, der er i spil.

Det spiller nemlig ind på, om sagen kan karakteriseres som simpel vold eller grov vold. Det har igen betydning for, om straffelovens bestemmelse om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder kan tages i brug.

I sidste ende vil det betyde en stor forskel i straffen. Formentlig vil det handle om, hvorvidt den skal udmåles i måneder frem for år.

Dommeren i Københavns Byret har vurderet, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at den sigtede mand er skyldig i simpel vold. Og på det grundlag fængsles han alligevel.

Dommeren har nemlig vurderet, at straffen mindst vil løbe op i 60 dages fængsel, og at hensynet til den almindelige retsfølelse kræver, at den unge mand ikke er på fri fod, mens sagen efterforskes.

Forsvarsadvokat Mikkel Holm Nielsen oplyser til Ritzau, at hans klient er uenig i rettens afgørelse. Han ønsker at være på fri fod frem til en eventuel retssag og vil løslades.

Mikkel Holm Nielsen henviser desuden til, at hans klient ikke tidligere er straffet.

Derfor har han kæret kendelsen om varetægtsfængsling til Østre Landsret.

Ender byrettens afgørelse med at stå ved magt, skal den 20-årige være fængslet i foreløbig fire uger.

/ritzau/