DR-seriesucces bliver genindspillet i USA

Foto: Martin Juul / DR

DR’s anmelderroste dramaserie fra 2020 får nyt liv i en amerikansk version med Oscarvindere i hovedrollerne.

Det er ikke hver dag, en dansk dramaserie får nyt liv på den internationale scene – men det er præcis, hvad der nu sker med DR’s anmelderroste ‘Ulven kommer’.

Den amerikanske tv-kanal FX har nemlig købt rettighederne og planlægger en engelsksproget version af dramaserien fra 2020.

Det skriver DR.

Og ifølge public service-stationen står to af de største navne fra den internationale film- og tv-scene i front.

Hovedrollerne spilles nemlig af britiske Olivia Colman, der blandt andet har medvirket i Netflix-succesen ‘The Crown’, samt amerikanske Brie Larson, der er kendt fra Marvel-universet.

Blev blæst bagover

Originalserien er skabt af danske Maja Jul Larsen, men det er den amerikanske manuskriptforfatter Sarah Treem, der skal føre den nye version ud i livet.

Sarah Treem har tidligere stået bag succeser som ‘The Affair’ og ‘House of Cards’ – og hun lægger ikke skjul på sin begejstring:

“Første gang jeg så “Ulven kommer”, var jeg fuldstændig blæst bagover af de stærke og komplekse temaer i serien, og jeg er begejstret over at få lov til at lave den om til en amerikansk version,” siger Sarah Treem til DR.

“Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen sætter ord på de komplicerede dynamikker, vi ofte har svært ved at tale om – i parforhold, mellem mødre og døtre og i forholdet mellem kvinder og magt”.

I den danske original følger man 14-årige Holly, spillet af Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som bliver fjernet fra sit hjem af en socialrådgiver, spillet af Bjarne Henriksen.

Serien dykker ned i tunge temaer som tillid, traumer og systemets ansvar – og blev i sin tid hyldet for både sit mod og sin menneskelighed.

Den danske miniserie “Reservatet” er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.