DR afslører: Sådan bruger de AI i valgdækningen

Brugen af AI i medierne er et hedt emne for tiden. Nu indfører DR en ny AI-hjælper, der skal skræddersy valgdækningen for brugerne.

Den 18. november skal der sættes krydser på stemmesedlerne rundt omkring i de danske kommuner.

Kommunal- og regionsvalget dækkes som altid tæt med lokale historier fra DR’s ni distrikter på P4.

Men i år prøver mediegiganten noget nyt for at gøre deres lokale dækning så skræddersyet til den enkelte danskers behov som muligt.

For at gøre dette, har de taget kunstig intelligens – også kaldt AI – i brug. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

‘En ny måde at målrette DR-indhold’

I perioden op til, under og efter valget vil man traditionen tro kunne følge valget i de enkelte regioner tæt på P4’s ni regionale radiostationer.

Problemet er dog, at man trods den afgrænsede regionale dækning kan risikere at skulle lytte igennem en masse nyheder, der ikke vedrører ens kommune.

Er du for eksempel bosat i Svendborg Kommune og lytter til P4 Fyn, kan du blive mødt af historier fra Odense Kommune – og vice versa.

Det skal det nye AI-tiltag lave om på.

DR har nemlig sat den kunstige intelligens til at gennemtrawle lokaldækningen i de ni distrikter og opdele indholdet yderligere i de specifikke kommuner.

dr.dk/mitvalg vil du nu kunne sortere den store nyhedsstrøm efter din kommune og kun høre og læse indslag derfra.

“Projektet her er en helt ny måde at gøre DR-indhold tilgængeligt. En ny måde at målrette DR-indhold til den enkelte. Og så er det en helt ny måde at give vores indhold et længere liv, når god, lokal journalistik og nyheder fra P4-fladerne nu også bliver til relevant indhold for den enkelte på dr.dk/mitvalg“, siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for AI-projekter, i en pressemeddelelse.

Selve indholdet, der indsamles af AI, er stadig lavet af rigtige journalister, og det er også journalister, der kvalitetssikrer den kunstige intelligens’ arbejde.

En stor udvikling i mediebranchen

Brugen af AI i det journalistiske arbejde er blevet diskuteret vidt og bredt i mediebranchen, siden tjenester som ChatGPT blev lanceret.

I starten af 2025 holdt DMJX en konference, hvor netop AI var på dagsordenen.

Her fortalte folk fra både JP/Politikens Hus og Sjællandske Medier, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe journalisterne i det daglige arbejde.

“Du kan nemt få hjælp til at lave det kedelige arbejde bare ved at bruge en knap og i stedet bruge tiden på at lave god journalistik”, sagde Carsten Lysdal, journalistisk chefredaktør på Sjællandske Medier.

En undersøgelse fra Roskilde Universitet viser ifølge fagbladet Journalisten, at danskerne er skeptiske over for journalistik, der i stort omfang er AI-genereret. Færre har dog et problem med, at journalister får lidt hjælp af AI.

Flere af landets mest anerkendte arkitekt-, ingeniør- og landskabsarkitektfirmaer har kastet sig ind i konkurrencen om at blive totalrådgiver på Roskilde Domkirkes kommende Verdensarvscenter.