Under topmødet World Economic Forum manede den amerikanske præsident rygter om militær indgriben mod Grønland i jorden og erklærede, at rammerne for en aftale om Grønland er på plads.
Da Donald Trump rejste til Davos onsdag, var der stor spænding om, hvad den amerikanske præsident ville sige i sin tale.
I over en time talte præsidenten til den politiske elite og en række højtstående erhvervsfolk.
Undervejs fandt Grønland vej ind i talen. Her satte Trump en streg over en mulig militær indgriben.
“Vi (USA, red.) beder aldrig om noget, og vi får aldrig noget, medmindre vi bruger overdreven styrke og magt. Men det vil jeg ikke gøre,” sagde Trump.
Samme dag mødtes Trump med NATOs generalsekretær, Mark Rutte, og ifølge præsidenten forløb mødet særdeles godt. Parterne blev enige om rammerne for en aftale om Grønland, lød meldingen.
“Baseret på et meget produktivt møde, jeg har haft med NATOs generalsekretær, Mark Rutte, har vi dannet rammerne for en fremtidig aftale vedrørende Grønland og faktisk hele den arktiske region,” skrev Donald Trump på Truth Social.
I dag, fredag, giver præsidenten en status på sin tur over Atlanten – igen på Truth Social.
“Sikke en fantastisk tur til Davos, det var. Så mange ting blev opnået, herunder rammerne for en aftale med NATO om Grønland. Også FREDSRÅDET. WOW!!!” skriver Donald Trump.
‘Man skal hæfte sig ved…’
Tidligere i dag var der endnu et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Her deltog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen på vegne af regeringen.
Efter mødet understregede Lars Løkke over for den fremmødte presse, at det udelukkende var en “ramme for en fremtidig aftale”, der blev drøftet mellem Donald Trump og Mark Rutte, ikke en konkret aftale.
“Man skal hæfte sig ved, at det præsidenten talte om efter mødet med NATOs generalsekretær var en ramme for en fremtidig aftale,” siger udenrigsministeren.
Det var “Kongerigets forhold til USA”, der blev drøftet på mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn.
