Kvinden formåede at tage et billede af en bil, som førte til anholdelser. Nu er mændene i bilen blevet dømt.
Det var et sandt mareridt for en ung kvinde, da hun i timevis blev voldtaget på et hotelværelse i København.
Torsdag faldt dommen i sagen, der har vakt opsigt siden anholdelserne ved en tankstation i Tappernøje tidligere på året.
De tre mænd, som politiet dengang fandt i en sort bil, efter den blev spottet af et trafikkamera, er nu dømt i Retten på Frederiksberg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De blev idømt tre års fængsel hver samt udvisning af Danmark for bestandigt. Det skriver anklagemyndigheden hos Københavns Politi i et opslag på X.
Sagen begyndte natten til den 13. juli i år, hvor den unge kvinde mødte tre udenlandske mænd på en natklub i København.
Hun tog efterfølgende med dem til deres hotelværelse på Cabinn Scandinavia på Vodroffsvej på Frederiksberg.
Her blev hun udsat for voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje. Undervejs skulle kvinden have strittet imod, flere gange sagt stop og tilkendegivet, at hun ikke ville være seksuelt sammen med mændene.
Kvinden formåede efterfølgende at tage et billede af mændenes bil, og det førte politiet på sporet af dem, indtil mændene blev fanget på tankstationen.
De tre dømte er 26, 24 og 22 år og har tyrkisk og hollandsk statsborgerskab.
Alle tre nægtede sig skyldige under sagen.