Tidligt tirsdag aften er politifolk i skudsikre veste talstærkt til stede i og omkring et afspærret område. En person er fundet død i en privat bolig.
Adskillige politifolk befinder sig tidligt tirsdag aften i og omkring et afspærret område ved en travl vej.
Flere betjente er iført skudsikre veste nær afspærringen, der øjensynligt er opsat ind mod en gård. Her er også en ambulance ankommet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er helt konkret ved Nybolig på Vesterbrogade i Nørresundby, at politiet er til stede. I nærområdet ligger Limfjordsbroen.
Billeder fra stedet viser, at minimum seks politibiler er på stedet.
Presse-fotos.dk har kontaktet Nordjyllands Politi i håb om at få uddybet ordensmagtens tilstedeværelse.
Det har dog endnu ikke været muligt at komme i kontakt med politikredsen.
Til TV 2 Nord fortæller Morten Axelsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, at man har fundet en død person på stedet.
‘Den indledende melding gjorde, at vi tog vores forholdsregler og bar skudsikre veste. Men der er ingen grund til, at borgerne i området skal være bekymrede,’ lyder det til mediet.
Politiet er i skrivende stund i færd med sporsikring på adressen, hvor man har gjort fundet.
Bekræfter på X
Også på det sociale medie X bekræfter Nordjyllands Politi, at man befinder sig på en adresse på Vesterbrogade.
‘Her arbejder adskillige politifolk i forbindelse med en anmeldelse vedr. dødsfald, og man vil derfor være på stedet i en rum tid endnu,’ skriver politikredsen.
Det tilføjes desuden, at man vil melde mere ud senere.
Presse-fotos.dk følger sagen tæt.







