Det første dobbelte skybrud er målt på Falster
Der er faldet over 30 millimeter regn på 30 minutter på Falster mandag aften, og dermed er der tale om et dobbelt skybrud.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på den sociale platform X.
Samme sted er der samtidig faldet over 50 millimeter de seneste seks timer, lyder det.
Ifølge DR og TV 2 er det ved Bjørup på Falster, at der er målt 34,1 millimeter regn på en halv time.
Omkring klokken 19.30 skrev DMI, at regnvejret, som ventes at blive kraftigt i store dele af landet, havde ramt Østersø-regionen.
Herfra bevæger det sig videre ind over Sjælland og Fyn. Undervejs intensiveres regnvejret, skriver DMI i en opdatering på instituttets hjemmeside.
DMI har hele mandag haft varsler ude om “meget farligt vejr” i dele af landet.
Betegnelsen “meget farligt vejr” bruger DMI, når der er tale om regnvejr, hvor der kan falde over 24 millimeter regn på under seks timer.
Prognoserne har vist, at der kan komme op til 120 millimeter regn de steder, der bliver hårdest ramt. Det gælder især Østjylland, Fyn, Vestsjælland og Lolland og Falster.
Normalt falder der i gennemsnit 65,8 millimeter på landsplan i juli måned.
DMI har tidligere mandag også advaret om, at de store mængder regn kan føre til hurtige og markante vandstandsstigninger i vandløb og søer.
Det kan føre til oversvømmelser. Derfor er der også udsendt varsel om lokale oversvømmelser i de dele af landet, hvor der ventes at falde kraftig regn.
Det voldsomme vejr er udløst af en front, der i løbet af mandag aften udvikler sig og frem til tirsdag kan give den kraftige regn.
Med fronten falder temperaturen også markant, skriver DMI.
Dermed kan man de kommende dage forvente dagtemperaturer omkring 20 grader.