DMI med advarsel: Pas på det her i morgentrafikken

Frem til søndag morgen har DMI udsendt et varsel om tæt tåge i Østjylland, på Fyn og i dele af Sydjylland.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har natten til søndag udsendt et varsel om tæt tåge.

Det skriver den vagthavende meteorolog Henning Gisselø på DMI’s hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Varslet gælder Østjylland, Fyn og dele af Sydjylland indtil søndag morgen.

Der er desuden risiko for tæt tåge eller rimtåge i dele af Vestjylland og den sydøstlige del af Nordjylland, lyder det på DMI’s hjemmeside.

– Fugtig luft over landet giver tåge mange steder. Stedvis er tågen blevet tæt. Tæt tåge betyder sigtbarhed under 100 meter, skriver Henning Gisselø.

– Tågen forventes at lette senest søndag morgen, når solen er stået op.

Mod øst er der kun få skyer, hvilket gør, at temperaturen flere steder er under frysepunktet. Det betyder, at der er risiko for pletvis glatte veje, så man skal køre forsigtigt, hvis man skal ud i morgentimerne.

De få skyer betyder dog, at den østlige del af landet får en flot solskinsdag, skriver Henning Gisselø.

– I resten af landet bliver det efterhånden også solrigt, når først tågen og skyerne er forsvundet, men i kystnære områder kan tågen drille i løbet af dagen.

Det bliver mellem 12 og 13 grader, mens kyster med pålandsvind må nøjes med mellem 6 og 7 grader.

Se også
Ekspert træt af ‘urigtigheder’: “Det er spild af penge”