Danskere, der møder tidligt ind tirsdag morgen, skal være opmærksomme på lokale tågebanker i morgentimerne.
Morgentrafikken kan tirsdag blive påvirket af lokale tågebanker, som flere steder ventes at ligge over landet i de tidlige timer.
Ifølge DMI kan morgenen starte med spredt tåge, som er dannet i løbet af natten.
Det fortæller vagthavende meteorolog Klaus Larsen til B.T.
‘Dagen starter med lidt tåge, der samler sig i løbet af natten og først på morgenen. Det er i meget begrænset omfang og ikke specielt tæt, men man skal lige sætte farten ned, når man møder en tågebanke.’
Han understreger, at tågen hurtigt vil forsvinde, når solen står op.
‘Det skulle gerne forsvinde, som solen begynder at stå op, og derfra er det formentlig blot den lave sol, der vil kunne blokere udsynet.’
Senere på dagen venter overvejende solrigt vejr, dog med perioder af skyer.
Særligt i det sydvestlige Jylland kan dagen blive mere skyet end i resten af landet.
‘Der vil man få nogen flere skyer end for eksempel på Fyn og Sjælland, hvor der vil være fuld sol det meste af dagen. Bornholmerne får nok også flere skyer først på dagen, som kan ligge og genere.’
Der kan også forekomme enkelte byger.
Temperaturerne ventes at ligge mellem 10 og 15 grader med svag til jævn vind.

