Disse nye danske udgivelser skal du høre i uge 6

Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.

Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.

Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.

Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af den kommende weekend.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Rune Rask iført Danmarks fodboldlandsholdstrøje til Rock Under Broen 2024. Året forinden lancerede Suspekt deres egen Hummel-trøje.

Rune Rask & Niklas – ‘Gi dig det’ (single)

Siden han debuterede som soloartist med sit selvbetitlede debutalbum i 2021 har Suspekt-produceren Rune Rask leveret en lang række hårdtpumpede EDM-hits – både i studiet og på diverse festivaler, spillesteder og diskoteker landet over.

Den elektroniske lyd har også vundet indpas på Suspekts liveshows, mens trioen har udgivet flere numre som ‘Flere mål, 4-0’ og ‘Egyptian Chef’, der både er udgivet i Suspekts og Rune Rasks navn.

Rune Rask har desuden hittet stort med ‘København’, hvor Suspekt var med som gæstekunstner.

Sidste år var Klamfyr også med, da Rune Rask udgav ‘Go Masala’ med USSEL og NIKLAS. Sangen er blevet streamet mere end fem millioner gange og fik senere et remix af Hampenberg.

Se også
Disse nye danske udgivelser skal du høre i uge 5

Nu samarbejder Rune Rask igen med både NIKLAS og Hampenberg på nummeret ‘Gi dig det’.

Singlen er blevet udgivet i to forskellige versioner – en ‘techno’-version og en ‘disco’-version.

På de to versioner af ‘Gi dig det’ beviser Rune Rask endnu en gang sin alsidighed som producer.

Det kan måske diskuteres, om de genrebetegnelser er helt retvisende, men pointen er tydelig: Den ene version er til klubben. Den anden er til radioen.

Og begge versioner fungerer.

‘Techno’-versionen bør med sine pumpende baslinjer og grandiose synths glide direkte ind i sætlisten for Rune Rasks kommende ‘Technotoget’-turné.

Og man kan sagtens forestille sig den opløftende og funky ‘disco’-version komme i fast rotation på de varme sommerdage.

Hør de to versioner her:

Von Quar – ‘Kraftidiot’ (single)

Efter APHACAs store gennembrud i 2025, synes Von Quar at være næste i rækken af bands, der tager Danmark med storm.

Bandet, anledt af Mikkel Øster, har selv døbt deres stil ‘hooligan-rock’. Og der er da også en form for tribunestemning over deres lyd – både i studiet og live.

Deres fire hidtidige singler har budt på skiftevis fællessang med ‘Alt hvad jeg vil’ og ‘Hæng en mand’ og euforisk sejrsdans i romerlysets skær med ‘Forår’ og ‘6 Kilometer’.

Nu udgiver de deres femte single ‘Kraftidiot’, der i praksis er delt op i to numre – ‘Kraft’ og ‘Idiot’ – men bør indtages i én bid.

‘Kraft’ fungerer nemlig mest af alt som en form for intro til ‘Idiot’, hvor de breakbeat-agtige trommer og det arena-værdige omkvæd bryder ud i ekstatisk sammenspil.

Meget i tråd med Von Quars image består ‘Kraftidiot’ af flere elementer, der synes at være hevet direkte ud af en slagsang – som ‘lå lå lå’-råb og buldrende trommer.

Du kan godt glæde dig til at opleve det nye nummer live, hvis du har købt billetter til Von Quars igangværende Danmarksturné.

Hør de to numre her:

Oskar Witt – ‘Witt’ (EP)

Vi har flere gange tidligere omtalt Oskar Witt i vores ugentlige musikopdateringer her på siden.

Hvis du har læst med, har du hørt det før, men vi slår det lige fast igen:

Oskar Witt er fremtiden for dansk rap.

Det faktum cementerer han nu yderligere med udgivelsen af sin anden EP under kontrakt med The Bank Records.

‘Bare et lille øjeblik’ var en formidabel debut som del af pladeselskabets roster – og produktionsmæssigt et stort step up fra tidligere udgivelser.

Men med ‘Witt’ tager han endnu et skridt.

De tre singler – ‘Uskarpt’, ‘Tracksuit’ og ‘Nærvær, hærværk’ – satte barren højt, og de fire nye numre på EP’en holder niveauet.

Oskar Witt hiver inspiration fra alt fra 90’er boom-bap til eksperimentel rap med punk-ethos.

Og det hele bliver fornemt komponeret af hofproduceren Mikkel Martinus.

Tekstuniverset er et beskidt vindue ind til livet som ung og ombejlet mand i Københavns natteliv – med alle dets op- og nedture.

Succesen er et tveægget sværd, for når alle vil have fingre i dig, kan det være svært at skelne venner fra fjender.

‘Desværre’ bliver det nok kun sværere at kende forskel fremover, for med det tårnhøje niveau, Oskar Witt lægger for dagen med sin nye EP, kommer han nok til at få endnu mere opmærksomhed.

Fredag den 13. februar kan du opleve Danmarks nye stjerne live, når han inviterer indenfor i Pumpehuset til Wittfest.

Hør EP’en her:

Korte videoer