Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.
Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.
Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.
Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af weekenden.
Efter en uges påskepause er vi tilbage med to singler og et album til din playliste.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tobias Rahim feat. Birthe Kjær – ‘Den danske sommer’ (single)
Vi starter med et samarbejde, der nok var på de færrestes bingoplader for 2026.
Efter udgivelsen af albummet ‘Vulkanø’ sidste år er Tobias Rahim tilbage med en hymne til den danske sommer.
Og han står altså ikke alene som underskriver af kærlighedsbrevet til de varme måneder.
Han har nemlig slået pjalterne sammen med ingen ringere end Birthe Kjær.
På ‘Den danske sommer’ synger dansktoplegenden om ‘fyre, der styrer og drikker og ryger’, før den klaverbårne ballade bryder ud i strygere og smuk samklang mellem de to generationsstemmers vokaler.
Nummeret kan sagtens ende med at blive et af sommerens store hits.
Det er måske ikke sangen, du smider på Soundboksen, når der skal sættes gang i dansegulvet. Men det lyder umiskendeligt som soundtracket til solopgangen efter en kåd sommernat.
Hør nummeret her:
Katinka – ‘Ved du jeg en snerle’ (album)
Siden hun gik solo, har Katinka Bjerregaard fundet ny succes på egen hånd.
Som frontkvinde i Katinka Band rørte hun aldrig den danske hitliste, men med ‘Kogeplade’, har hun tilbragt et tocifret antal uger i top 10.
Nu er hun klar med sit første soloalbum ‘Ved du jeg en snerle’.
Albummet indeholder udover ‘Kogeplade’ også de øvrige stærke singler ‘Knappenål’, ‘Bare rolig’ og ‘Tømmermænd’ samt seks nye numre.
Som vi efterhånden har lært at forvente fra Katinka, er hun både hudløst ærlig og kompromisløs i sin kreative vision på den nye plade.
‘Ved du jeg en snerle’ byder på en solidt produceret blanding af det poppede og det rockede.
Et nummer som ‘På tværs’ har en lyd, der trækker tråde til den mere indierockede side af internationale stjerner som Phoebe Bridgers og Mitski. Og førnævnte hit ‘Kogeplade’ er jo en decideret popbasker.
Lige midt i albummet finder vi desuden det akustiske nummer ‘T-shirt’, der skruer ned for både tempo og elektriske instrumenter og sætter Katinkas sangskrivning i højsædet.
Uanset hvilken side af sin lyd, hun udforsker, gør Katinka det med en altoverdøvende oprigtighed, der fører en rød tråd gennem hele ‘Ved du jeg en snerle’.
Den 6. marts 2027 kan du opleve de nye numre live, når sangerinden spiller sin største koncert til dato i K.B. Hallen.
Hør albummet her:
D1ma – ‘Blessed’ (single)
D1ma brød igennem med en poppet blanding af elektronisk musik og rap på numre som ‘Moonlight’ og ‘I Know’.
Men han har bestemt heller ikke været bleg for at eksperimentere med sin lyd.
Det beviste han i allerhøjeste grad på sidste års ‘N1ya’-EP, hvor han samarbejdede med hardcorebandet Syl på nummeret ‘Brænder’.
Nu vender han tilbage med første udgivelse siden sidste års storslåede Orange Scene-optræden på Roskilde Festival.
Og denne gang virker det til, at han har kigget mod Storbritannien og den blomstrende jerk-scene.
Trommerne på ‘Blessed’ lader i hvert fald til at være inspireret af rappere som EsDeeKid og Fakemink. Men nummeret er til gengæld mere tilbagelænet og knapt så støjende som den lyd, de to storhypede briter er blevet kendt for.
På den måde formår D1ma altså alligevel at gøre lyden til sin egen.
Beatet er bygget rundt om et mørkt og jazzet sample, og D1ma følger viben med et tilbagelænet flow og koldblodige rim.
Det fungerer. Og det er en lyd, som D1ma meget gerne må fortsætte med at udforske i fremtiden.
Hør nummeret her:
