Mangler du ny musik til din weekend, behøver du ikke lede længere. Presse-fotos.dk står klar med din weekendplayliste.
Hver fredag strømmer ny dansk musik ud på diverse streamingplatforme.
Det kan virke uoverskueligt at skulle følge med i alle de nye udgivelser, og derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne give dig en hjælpende hånd.
Herunder får du en række bud på, hvilken ny dansk musik du skal proppe i ørene i løbet af weekenden.
Denne uge sætter vi fokus på to interessante samarbejder og et album, der blev til i en intens kreativ rus.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Rosa & Artigeardit – ‘Bliv hvor du er’ (single)
Nogle gang kan det gøre underværker for karrieren at trykke ‘genstart’.
Det er den fremadstormende Rosa et tydeligt eksempel på.
Sangerinden – der tidligere kaldte sig RoseeLu – har i hvert fald fået betydelig succes med et nyt navn, et nyt pladeselskab og et ændret fokus mod jordnære, dansksprogede tekster.
Med den solbeskinnede og tilbagelænede – men stærkt politisk aktuelle – ‘Skyklapper’ skabte Rosa debat om nyhedsundgåelse blandt unge og (gen)markerede sig som et stjerneskud på den danske popscene.
Singlen, der var hendes første under hendes rigtige fornavn, markerede samtidig begyndelsen på et nyt samarbejde med The Bank Records.
I november udgav hun endnu en stærk single – der dog ikke fik helt samme opmærksomhed – i form af ‘Fuck om de kan li’ os’.
Nu udgiver hun en tredje single, der meget vel kan gå hen og blive hendes største hit til dato.
‘Bliv hvor du er’ er nemlig et velskrevet popnummer produceret af den eftertragtede Marius Iversen, som blandt andet har samarbejdet med Annika, Icekiid og Artigeardit.
Sidstnævnte rapper kaster også stjernestøv over Rosas nye single med et stærkt vers, der uden tvivl øger nummerets hitchancer.
Det er dog svært at skabe et hit uden et fængende omkvæd. Og her leverer den unge popkomet i den grad varen med et hook, der ikke bare er velskrevet, men også legende melodiøst.
‘Bliv hvor du er’ har tilmeld fået spotlyset i toppen af Spotifys ‘New Music Friday Denmark’-playliste. Så du kan nok godt forvente at høre meget mere til dette skønne nummer i løbet af de kommende måneder.
Hør nummeret her:
Lisa Fosmark feat. Wesmo – ‘Sen nat igen’
Hvis du ikke er med på Wesmo-bølgen endnu, kan du godt se at få fingeren ud.
Nørrebro-knægten er nemlig i fuld gang med at hive dansk grime op fra undergrunden og ind på den store scene – helt uden at gå på kompromis med genrens rødder.
På debut-EP’en ‘1 år’ efterlader han din yndlingsrapper i støvet med sublim energi og kirurgisk præcision over Wilhooks ubarmhjertige produktion.
Nu viser Wesmo dog en lidt anden side af sig selv som gæst på dj og producer Lisa Fosmarks ‘Sen nat igen’.
Fosmark har i mange år været blandt landets førende dj’s. I 2024 sprang hun ud som artist i eget navn, og siden har hun bevist sig selv som en af de dygtigste og absolut mest spændende danske producere – og kunstnere generelt.
Undervejs har hun arbejdet med navne som Emil Kruse, Anthon Edwards og Ericka Jane. Og nu har hun altså også været i studiet med Wesmo.
‘Sen nat igen’ er et bouncy og bassline-tungt UK garage-track – et lydlandskab, der adskiller sig fra rapperens vante univers.
Og så alligevel ikke.
For grime-genren opstod netop ud af den britiske elektroniske scene – og i særdeleshed UK garage – omkring årtusindskiftet.
En af 00’ernes største grime-ikoner Dizzee Rascal havde som bekendt også stor succes med dansevenlige hits som ‘Bonkers’, ‘Dance Wiv Me’ og ‘Bassline Junkie’.
Så selvfølgelig kan Wesmo gøre det samme.
Hør nummeret her:
Emily Bowen – ‘The Way She Says Goodbye’ (Album)
I januar 2025 udgav dansk-amerikanske Emily Bowen sit debutalbum ‘Hate Me for This’ med stærke anmeldelser til følge.
Blot lidt over et år senere er hun klar med opfølgeren.
Det er et usædvanligt hurtigt comeback. Men efter udgivelsen af debuten skete der noget i den unge sangerindes liv, der drev hende ud i en intens kreativ proces. To uger senere var ‘The Way She Says Goodbye’ født.
”Det her album er et spejl, der reflekterer over mentale samtaler mellem min første store kærlighed og den næste, der kom efter. Om bruddet og dét, der var engang, som med ét stod i kontrast til den forelskelse, jeg befandt mig i. Og deri hviler en erkendelse af, at kærlighed og mennesker er noget, der kommer og går,” forklarer Emily Bowen selv i en pressemeddelelse.
‘The Way She Says Goodbye’ er et intimt, kærligt og velskrevet break-up-album, der italesætter de mange varierede følelser, som følger med den til tider nødvendige afsked.
Og hvordan de følelser på en eller anden måde kan holde ved, selvom – og måske netop fordi – man er på vej videre.
”Undervejs gik det op for mig, at der lå en spænding i den trekant af følelser, jeg var fanget i. Den følelsesmæssige situation var paradoksal i det at bære rundt på en stor hjertesorg, mens man åbner sig for et nyt menneske. At tro, man er klar til at komme videre – og først dér opdage, hvor betydningsfuld farvellet også er. Ikke fordi man går baglæns, men fordi man endelig går videre,” siger Emily Bowen.
Lyduniverset, som er blevet skabt i samarbejde med Kristjan Hansen, Fridolin Nordsø, Rasmus Søgren og Frederik Rask, er poppet med elementer af folk, country og neo-soul.
Bowens tekster er nærværende og introspektive med et snert af sarkasme og udfolder sig i et spektrum fra helt intime vers til storslåede omkvæd.
Nogle store værker tager tid, men ‘The Way She Says Goodbye’ er et bevis på, at der kan komme noget smukt ud af at dykke intensivt ned i følelserne, mens de står på.
