Presse-fotos.dk fortsætter serien af Smukfest-guides med tre højdepunkter fra et stærkt fredagsprogram.
Årets Smukfest går weekenden i møde med et væld af danske og internationale kunstnere på fredagsprogrammet.
Faktisk er programmet så stærkt, at det kan være svært at vælge til og fra.
Derfor giver vi dig her en guide til de tre koncerter, som du absolut ikke må gå glip af, hvis du er på Smukfest i dag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Wesmo – Månen, 14.30
Hvis du har fulgt bare lidt med i kulturdækningen på Presse-fotos.dk, ved du det allerede.
Men vi slå det lige fast én gang til for de uindviede: Wesmo er dansk raps fremtid.
Den 23-årige nordjyde med de etiopiske rødder har på næsten ingen tid skabt enorme bølger med sin grime-lyd, der med fokus på knivskarpe, rytmiske rim samt energiske og publikumsengagerende liveoptrædener, leder tankerne mod genrens idoler som Skepta, Jme og Wiley.
I foråret fejrede han udgivelsen af sin debut-ep ‘1 år’ med en miniturné på tværs af landet, og siden er han dukket op her og der til en lang række festivaler.
På Roskilde Festival begik bookerne til gengæld en markant fejl ved ikke at booke det unge kæmpetalent. Men så dukkede han da bare op med en shutdown-koncert i campområdet, der fik hele publikum til at råbe ‘Wesmo på Orange!’
Månen på Smukfest er måske ikke helt Orange, men det er alligevel et markant skridt i den unge Nørrebro-tilflytters spirende karriere.
Gør dig selv en tjeneste, og vær til stede, når det går ned. Det her kan godt blive årets Smukfest-koncert.
Zar Paulo – Stjernescenen, 21.30
Aarhus-bandet Zar Paulo har igen og igen bevist, at de fortjener prædikatet som et af landets absolut stærkeste livebands.
Der går sjældent længe fra kvintetten træder ind på scenen, før alle – inklusiv publikum – er badet i sved.
Få frontmænd besidder samme autentiske vildskab som Emil Vammen, og endnu færre formår at blande den vildskab med oprigtig, varm nærvær på samme måde som både han og resten af bandet gør det.
Tidligere i år udgav Zar Paulo deres fremragende anden studieplade, ‘Ex_Europa’, der yderligere forstærkede den i forvejen fornemme sætliste med numre som ‘Telefonperson’, ‘We Are One’ og ‘I ærmet’.
Der er en grund til at danske anmeldere gang på gang kaster stjerner efter bandets koncerter – senest da de lukkede Roskilde Festivals Arena-scene med manér.
Dave – Bøgescenerne, 23.15
Den tidligere Spice Girl Melanie C er også at finde på fredagens program, men med nutidig relevans taget i betragtning, er der ingen tvivl om at den britiske rapper Dave er dagens hovednavn.
Hans formidable evne til at fortælle historie gennem musikken har vundet ham anmelderros og priser i hobetal.
Særligt det Mercury Prize- og Brit Awards-vindende debutalbum ‘Psychodrama’ står som et moderne hovedværk inden for britisk hiphop.
Tidligere i år viste han med sin optræden i Royal Arena, hvorfor han samtidig anses som en af Storbritanniens stærkeste liveperformere, og nu vender han tilbage til Danmark.
Publikum kan se frem til hits som ‘Sprinter’, ‘Location’ og ‘Raindance’ – sidstnævnte fra det nyeste album, ‘The Boy Who Played the Harp’, der udkom sidste år.