En ny politisk aftale om 3 gigawatt havvind får opbakning fra Dansk Industri, der ser initiativet som et nødvendigt skridt i både klimaindsatsen og forsyningssikkerheden.
En ny politisk aftale om havvind på 3 GW bliver betegnet som et grønt gennembrud af Dansk Industri (DI), som fremhæver aftalen som afgørende for Danmarks rolle i den grønne omstilling.
Det oplyser DI i en pressemeddelelse.
Aftalen, som er indgået mellem regeringen og en række partier, indebærer udbud af tre havvindmølleparker, svarende til 3 GW samlet kapacitet. Det matcher markedsbehovet og skal bidrage til at erstatte fossil energi med grøn strøm.
‘Regeringen og aftalepartierne har været hurtige til at samle trådene, lytte til markedet og sikre de nødvendige økonomiske rammer. Det er afgørende i en tid, hvor klimakrisen kræver hurtig og målrettet handling,’ udtaler Morten Høyer, politisk direktør i DI.
Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil de tre nye havvindmølleparker kunne dække strømforbruget for op mod tre millioner husstande. De skal dermed være en bærende del af den grønne infrastruktur, som skal gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Havvind er i dag den billigste form for ny elproduktion, men udbygningen har været ramt af aflyste udbud og lav investorinteresse de seneste år. Den nye aftale skal være med til at genoprette tilliden til markedet og sikre fremdrift i udbygningen. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Behov for statslig støtte
DI understreger dog, at de økonomiske rammer fortsat er udfordrende. Ifølge Morten Høyer er det blevet markant dyrere at opføre og drive havvindmølleparker, og uden statslig risikoafdækning er det aktuelt ikke rentabelt at realisere projekterne.
‘Det ændrer dog ikke ved, at en markant udbygning af grøn strøm i Danmark er nødvendig for at sikre både den grønne omstilling og Europas forsyningssikkerhed, hvor havvind har en central rolle,’ siger han.
Aftalen indeholder desuden en klausul om, at partierne bag aftalen mødes igen i 2026 for at drøfte nye tiltag, der kan fremme elektrificeringen yderligere.
Venter større investorinteresse
DI vurderer, at aftalen kan genoplive interessen for havvindprojekter, der har været udfordret af højere finansierings- og driftsomkostninger.
‘Udbuddet af 3 GW på kort sigt er det rigtige at gøre, og det bliver en motor i at få Danmark væk fra fossil energi over på grøn strøm. Jeg både tror og håber på, at dagens aftale vender skuden, og at der vil blive markant større interesse for at byde ind på de tre havvindmølleparker,’ siger Morten Høyer.
Disse 5 apps bør du slette med det samme: Overvåger alt du gør